Asiatisk rejecocktail
Hvad siger du til en asiatisk rejecocktail? Eller rettere mit bud på det. Jeg har før eksperimenteret med den klassiske forret og har tidligere lavet en flydende rejecocktail (kan i øvrigt anbefales), så hvorfor ikke også lave en, der henter inspiration i asiatisk madlavning? Den passer også godt ind i mit sommerforret-benspænd, og så kunne jeg også bruge nogle af de skønne krydderurter, som vores have bugner af pt.
Asiatisk rejecocktail
2 personer
1 dl store grønlandske rejer, pillede
2 tsk sambal oelek
lidt rapsolie
saften fra ½ lime
1 spsk finthakket frisk mynte
1 spsk finthakket frisk koriander
lidt salt
ca. 2 dl fintstrimlet icebergsalat
1 mango
evt. lidt mørk rom
Varm lidt olie på en pande og steg rejerne i et par minutter sammen med sambal oelek. Tag dem af varmen og vend dem derefter i limesaft samt mynte og koriander. Smag til med salt og lad dem køle af.
Fordel lidt af salaten i to mindre glas. Fjern skræl og sten fra mangoen og blendt mangokødet til en ensartet creme. Hvis du ikke synes, at den er sød nok, så smag den gerne til med lidt mørk rom. Fordel lidt af mangocremen over salaten i de to glas og top dem med lidt rejer. Fortsæt med at lægge lagvis af salat, mangocreme og rejer, indtil du løber tør for rejer.
Servér gerne forretten med det samme – den kan dog også stilles i køleskabet i flere timer inden servering.
Note: Dette bud på en asiatisk rejecocktail er en frisk og krydret version, som egner sig virkelig godt til lune sommeraftener. Du kan selvfølgelig også sagtens servere den som en del af en række mindre retter til frokost.
Det må prøves
Kan anbefales 🙂