Alcachofas de azafrán – artiskokhjerter i safransauce

Alcachofas de azafrán – artiskokhjerter i safransauce

Jeg kendte ikke på forhånd denne tapasret, som jeg fandt i kogebogen ‘Tapas & snacks’. Den lød dog meget indbydende, og da serrano-skinke og artiskokhjerter er hyppige ingredienser i tapas, syntes jeg, at den var meget velvalgt til månedens tapas-tema. Jeg brugte lidt mere hvidløg i retten, og så udskiftede jeg bouillon med mere hvidvin.

Artiskokhjerter i safransauce

2 personer

3 artiskokhjerter i vand
1 spsk olivenolie
2 fed hvidløg, pressede
2 spsk serrano-skinke, finthakket
4 friske mynteblade, finthakkede
5-6 spsk hvidvin
en knivspids safran (5-7 tråde)
1 tsk hvedemel
2 tsk koldt vand
salt

Hæld olie på en pande og steg hvidløgene ved mediumvarme i et halvt minuts tid, mens du rører i dem. Tilsæt skinke og mynte og lad det stege, til skinken begynder at tage farve. Tilsæt halvdelen af vinen samt safran og rør godt rundt. Lad det simre, mens du hælder det kolde vand i en lille skål og rører melet ud i det. Rør melblandingen ud i safransaucen sammen med resten af vinen og lad den simre et par minutter. Hvis saucen bliver for tyk, kan du spæde den op med hvidvin eller vand. Skær dine artiskokhjerter i kvarte og læg dem i saucen. Lad dem simre i saucen i et par minutter. Servér straks – evt. sammen med lidt flute.

Note: Saucen er cremet og sødmefuld og klæder de milde artiskokhjerter rigtig godt. En skøn lille tapasret!



8 thoughts on “Alcachofas de azafrán – artiskokhjerter i safransauce”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *