Tyrkisk figentærte med nødder
Sidste weekend serverede jeg tre forskellige slags kager for mine gæster. Udover en chokoladetærte med saltflager fik de også denne tyrkiske figentærte samt en kage, som jeg først blogger om i aften *cliffhanger*
Inspirationen til denne figentærte fik jeg fra Life Love Food, men jeg justerede dog på en række af målene, da jeg ellers var bange for, at kagen ville blive for blød, ligesom jeg udelod rosenvand. Til gengæld blev min figentærte toppet med hakkede nødder og honning, for det syntes jeg passede godt til kagen.
Tyrkisk figentærte
5-6 personer
2 æg
1 dl rørsukker
3 spk hvedemel
2 dl græsk yoghurt – jeg brugte 2%
revet skal og saft fra øko-citron
½ tsk vaniljepulver
3 friske figner, halverede
Pynt:
1-2 spsk acaciehonning
½ dl hakkede hasselnødder eller mandler
lidt flormelis
Del æggene og hæld æggeblommer og æggehvider i hver deres skål. Pisk æggehviderne helt stive og stil skålen til side. Pisk derefter æggeblommerne sammen med sukkeret, indtil det bliver en luftig og letcremet masse. Pisk hvedemelet i æggeblommemassen sammen med yoghurt, vaniljepulver, citronskal og citronsaft. Vend forsigtigt de stive æggehvider i dejen.
Smør en lille form på ca. 18 cm i diameter og hæld dejen i. Læg de halverede figner i, så den overskårne overflade vender opad. Bag din figentærte ved 180 grader i 45-50 minutter, indtil kagen er gylden. Lad kagen køle af, inden du pynter den med honning, hakkede nødder samt flormelis.
Note: Mild, saftig og blød figentærte, der får lidt ‘bid’ i form af de hakkede nødder. Selvom jeg tilføjede mere mel i forhold til den originale opskrift, var den stadig ret blød, så vær opmærksom på, at det kan være svært at skære pæne stykker af den. Men smagen fejler intet, så har du friske figner, vil jeg anbefale dig at prøve denne figentærte.
Blev også voldsomt glad da jeg så fignerne var tilbage i supermarkedet, det er så lækkert – både i sød tærte, og i en salt version med gedeost og rødløg. Uhm.
– Anne
Ja, og så så jeg også, at de er så smukke i rå form, når man skærer dem over 🙂
MUMS fillibaba… Jeg elsker figner – tørre som friske. Den ser læks ud. Glæder mig meget til den sidste kage i rækken 😉
Mange tak! Nu er den sidste kage også på bloggen 🙂
Jamen så fin og dejlig en kage, ikke som de vanlige 🙂
God aften.
Mange tak 🙂
Jeg er bare blevet så vild med figner i år efter mit eget træ gav så meget. Så uhm, den her ser nem og dejlig ud og jeg har masser af figner i fryseren:-)
Det lyder dejligt 🙂