Trefarvet rejeforret
Jeg lavede en trefarvet rejeforret i tirsdags, da vi havde HomemadeHeaven + kæreste på besøg. Så kunne jeg også komme godt i gang med månedens tricolore-benspænd, for her er der mulighed for at lege en del.
Her er jeg gået efter farverne grøn, rosa og orange.
Trefarvet rejeforret
4 personer
2 dl frosne ærter
1 spsk koriander
1 spsk mayonnaise
lidt citronsaft
salt og peber
ca. 80 g små rejer, kogte
et lille glas ørredrogn
Bring en lille kasserolle med vand i kog. Hæld ærterne i og giv dem et par minutter, inden du tager kasserollen af varmen. Hæld vandet fra og lad ærterne køle af, indtil de er håndvarme. Blend dem med koriander og mayonnaise. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Smør ærtecremen ud på fire små tallerkner. Læg rejerne i ring og læg lidt ørredrogn i midten.
Servér din rejeforret med det samme – eventuelt med lidt brød til.
Note: Frisk og sommerlig. Jeg syntes, at de søde milde ærter med et pift koriander fungerede godt sammen med rejerne.