Sådan laver du fyldte chokolader

Sådan laver du fyldte chokolader

Har du prøvet at lave fyldte chokolader? Det er ikke særlig svært, selvom det involvere at temperere chokolade – men det kræver en god chokoladeform, kvalitetschokolade, et termometer, en dejskraber og lidt tålmodighed.

Vi starter med formen. Man kan købe mange forskellige slags, men den bedste udgave er efter min mening dem, der er lavet af meget hård plast og kan købes i specialbutikker såsom Kunst & Køkkentøj. De er lette at arbejde med og giver som regel en pænere og glattere overflade på chokoladerne.

Start med at pudse hulningerne i formen med et lille stykke køkkenrulle, så hulningerne er helt glatte. Vil du gerne pynte chokoladestykkerne med lidt guld- eller sølvstøv, kan du med fordel pensle det direkte ned i hulningerne nu.

 

Find en god chokolade frem – og gerne en, hvor kakaoprocenten ligger på 60-65%. Hvis du bruger en meget mørk chokolade, bliver det en ret voldsom smagsoplevelse (synes jeg). Jeg foretrækker at bruge Valrhona Caraïbe 66%, når jeg laver fyldte chokolader. Ovenstående portion fik jeg venligst doneret af Chokolade Compagniet.

Hak 250 g chokolade groft og hæld dem i en skål. Hak derefter 50 g chokolade meget fint og hæld det i en anden skål.

Nu skal du i gang med at temperere chokoladen.Tag den store portion chokolade og smelt det forsigtigt over et vandbad. Tag skålen med chokolade op af vandbadet, find et termometer frem og mål temperaturen på den smeltede chokolade. Rør halvdelen af den finthakkede chokolade i den smeltede chokolade, indtil den finthakkede chokolade er helt smeltet, og mål derefter chokoladetemperaturen igen. Du skal ramme en temperatur på 31-32 grader for at få et godt knæk og en blank overflade på de fyldte chokolader. Er den smeltede chokolade stadig for varm, kan du røre lidt mere af den finthakkede chokolade i.

Når chokoladen kommer ned på 31-32 grader, hælder du den i chokoladeformen. Sørg for at alle hullerne er fyldt godt op og slå derefter chokoladeformen ned i bordet flere gange. På den måde kommer eventuelle luftbobler op til overfladen. Hæld den overskydende chokolade tilbage i skålen, skrab den flade overflade af formen med en dejskraber og stil chokoladeformen i køleskabet i 10-15 minutter.

Mens chokoladen stivner i køleskabet, finder du fyldet til chokoladerne frem. Du kan sagtens lave dit eget fyld, men du kan også gøre det lidt lettere for dig selv og gøre som jeg – bruge en af ovenstående løsninger. Hasselnøddepralinéen har jeg fået fra Secret Kitchen, den hvide chokolade med lakrids fra Sorgenfri Specialiteter samt kirsebærmarmeladen fra Selleberg.

Tag chokoladeformen ud af køleskabet og fordel fyldet i formens hulninger. Tør kanten rundt om hver hulning med et stykke viskestykke.

Smelt den chokolade, du havde til overs fra første fyldning af chokoladeformen. Det er ikke nær så vigtigt, at du temperere chokoladen denne gang – bare sørg for at smelte den forsigtigt.

Fordel chokoladen ud over hele chokoladeformen og slå atter formen med i bordet flere gange, så eventuelle luftbobler stiger op til chokoladens overflade. Når du har gjort det flere gange, skraber du chokoladeformens overflade med en dejskraber og stiller derefter formen i køleskabet, indtil chokoladen er helt størknet – mindst et kvarter.

Slå chokoladeformen (med chokoladesiden nedad) hårdt ned i køkkenbordet, så chokoladerne løsner sig. Smag med det samme på de gode sager!

Nogle af chokoladerne vil sandsynligvis have ‘fødder’ (dvs. en tynd kant i bunden), men den kan du blot knække af.

Chokoladerne kan selvfølgelig varieres i det uendelige – kun fantasien sætter grænser!



24 thoughts on “Sådan laver du fyldte chokolader”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *