Rødbededrink med ginger beer

Rødbededrink med ginger beer

Mit sidste eksperiment i forbindelse med det russiske benspænd er en rødbededrink. Måske skal jeg kalde den russisk inspireret, for det er ikke en opskrift, jeg er stødt på, men det er en drink inspireret af to ingredienser, jeg forbinder med det russiske køkken – rødbeder og vodka!

Jeg kan godt lide rødbeder, men jeg er noget mere loren over for rødbedesaft. Det har en sød og lidt ‘jordslået’ smag, som jeg ikke er så begejstret for. Jeg har dog opdaget, at ingefær klæder rødbedesaft utrolig godt, så det var nærliggende at kombinere rødbedesaft og ginger beer (ingefærøl) i en drink. Og nåja – så skulle der naturligvis også lidt vodka i!

Smagen på denne rødbededrink afhænger selvfølgelig især af hvilken rødbedesaft og ginger beer, du bruger. Jeg brugte Biotta og Naturfrisk ginger beer (begge købt i Irma), men du kan selvfølgelig sagtens bruge andre og så smage dig frem til, om du skal justere op eller ned på de enkelte ingredienser.

Rødbededrink

1 person

4 cl rødbedesaft
4 cl ginger beer (jeg brugte den fra Naturfrisk)
2 cl vodka
evt. citronsaft til at smage til
masser af isterninger
en skive citron til pynt

Hæld rødbedesaft, ginger beer og vodka i et glas. Rør forsigtigt rundt med et sugerør og smag evt. til med citronsaft. Fyld op med isterninger og pynt til sidst din rødbededrink med en skive citron.

Note: Denne rødbededrink er jo en rasende flot sag med den lilla-røde pangfarve! Ginger beer giver et lidt syrligt og frisk pift, som giver et tiltrængt modspil til den sødmefulde rødbedesaft. En ganske hæderlig – og virkelig smuk – efterårsdrink.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *