Provencalsk lammeryg
Jeg laver en del retter med lam i disse uger, for jeg er i gang med at rydde ud i fryseren og er stødt på de sidste udskæringer af det lam, vi købte i foråret. Det betød, at jeg sidste weekend fandt to små stykker lammeryg i fryseren, som straks fik en kærlig behandling i ovnen.
Inspirationen til denne provencalske lammeryg fandt jeg i en gammel kogebog, ‘Kalv & lam’, men jeg lavede dog en række mindre ændringer såsom at undlade vermouth samt skrue op for en række af krydderierne. Derudover gik jeg efter en lavere stegetemperatur, da jeg foretrækker saftigt rosa lammekød frem for gennemstegt og gråt kød, som ellers var moderne, dengang denne kogebog blev skrevet.
OBS – tomatfadet blev sat i ovnen under tilberedningen af den provencalske lammeryg.
Provencalsk lammeryg
2 personer
2 små stykker lammeryg – vejede ca. 350 g stykket
4 fed hvidløg, skåret i tynde splinter
1-2 tsk timian
lidt olivenolie
salt og peber
Tag lammeryg ud af køleskabet en halv time inden, at du skal bruge den. Smør lidt olivenolie i et ildfast fad og læg kødstykkerne i fadet. Smør lammekødet med lidt olivenolie og brug en spids kniv til at stikke små lommer i kødet, så du kan trykke hvidløgssplinterne i. Drys timian, salt og peber over kødet og stil den i ovnen ved 150 grader i ca. 45-60 minutter. Brug et stegetermometer til at tjekke, hvornår kødet er færdigt – jeg gik efter en stegetemperatur på ca. 60 grader og skruede derefter ovnen op til 225 grader. Kødet fik derefter ca. 10 minutter mere for lige at få lidt mere farve, og så blev fadet taget ud af ovnen.
Pensl de to stykker lammeryg med lidt olivenolie eller smør og servér dem sammen med grøntsager. I mit tilfælde blev det stegte champignons, letkogte grønne bønner samt nedenstående tomater.
Tomatfad
250 g cocktailtomater
½-1 dl friskhakket persille
2 fed hvidløg, pressede
½ dl olivenolie
salt og peber
Skær tomaterne over og læg dem i et ildfast fad, du har penslet med lidt olivenolie. Rør hvidløg og persille sammen og drys det over tomaterne. Hæld derefter resten af olivenolien over og drys lidt salt og peber på. Stil den i ovnen i de sidste 10-15 minutter af lammerygsstegningen.
Note: Lammeryg er kræs, men der kan være en del spild forbundet med retten, hvis du serverer den for gæster, for her vil de fleste nok skære kødet fri af benet, inden lammekødet serveres for gæsterne. I dette tilfælde, når det nu kun var gemalen og jeg, kunne jeg bruge to små stykker og i stedet serverer et helt stykke lammeryg til hver person. Det ser muligvis ikke lige så elegant ud, men så går der intet kød til spilde 🙂