Opihr gin & tonic
I anledning af mit gin-benspænd har jeg besluttet mig for at fortælle lidt om nogle af mine favoritter, og på min top fem liste er helt klart Opihr. Det er en drink, som Klidmoster i sin tid introducerede mig for, og det er en ret speciel gin, der godt kan dele vandene, for den er ret krydret men har samtidig ikke særlig meget enebærsmag.
Opihr kommer i flere udgaver, og det er deres Oriental Spiced Gin, der er den mest kendte herhjemme. Den indeholder et væld af krydderier – blandt andet koriander, kardemomme, flere slags peber samt både appelsinskal og grapefrugtskal – og det gør den særdeles velegnet til en indisk middag men også vil fungere fint til vietnamesisk mad.
Da Opihr indeholder så mange krydderier, man kan matche op imod, når man skal vælge tonic og garniture, så kræver det lidt disciplin ikke at gå helt amok og proppe for mange ting i på én gang. Personligt foretrækker jeg en mild og klassisk tonic til min Opihr og så lidt mere spræl mht. garniture. I dette tilfælde holdt jeg mig til rosa peberkorn, men ginnen går blandt andet også godt sammen med lidt lime eller chili.
Opihr gin & tonic
1 drink
6 cl Opihr gin
12 cl Thomas Henry Tonic
lidt rosa peberkorn
isterninger
Læg gerne de rosa peberkorn i blød i ginnen en halv time før. Fyldt godt med isterninger i et højt gin-glas (eller alternativt et bredt lavt rødvinsglas). Hæld ginnen over isterninger og top den med tonic.
Nyd din gin & tonic midt i en solstråle, mens du lader som om, at du sidder på en varm strand og sommerbrisen leger med dit hår…
Uhm, lyder virkelig lækkert – og de rosa peberkorn ser flotte ud i glasset. Jeg får lyst til at prøve din opskrift på terrassen og drømme om, at coronakrisen er overstået 🙂
Det lyder som den helt rigtige plan 🙂
Jeg har elsket ophir, siden første tår på en fantastisk bar i bolonga.
Det forstår jeg godt – den gin er simpelthen så lækker <3
I øvrigt et gin tip. Lidl har fra tid til andet own brand gin som spot, de er overraskende gode.
Tak for tip! En af mine kolleger har også talt varmt om dem 🙂