Klassisk 65
Jeg var som sagt på Klassisk 65 i lørdags. Det var Klidmoster, der havde foreslået stedet, hvor hun har spist flere gange og havde rost både mad og betjening. Vi fik en aperitif og en besked om, at der var mange gæster lige på det tidspunkt, så der var nok en smule ventetid. Meeen det gjorde os nu ikke noget, for vi var jo i godt selskab (hæhæ), og så var de andre i tvivl om, hvad de ville have til forret. Selv var jeg helt sikker på, at jeg ville have snegle i hvidløgssmør, for det var år og dage siden, at jeg sidst havde fået det.
Og det var så her, det allerede blev farligt, for udover disse to retter kom der også brød og safranaioli på bordet, og det blev alt for let at dyppe brødet i det lækre aioli eller smørret fra marvpiberne…
Jeg prøvede ihærdigt at holde igen, for det mætter jo meget, så jeg kastede mig hurtigt over moules, og de var nu også ret gode! Det er efterhånden også længe siden, jeg sidst havde fået det, men det var perfekt til at sidde og hyggesnacke med.
Klidmoster havde valgt foie gras, og det var en ordentlig portion, hun fik, så hun forsøgte også at lokke Anarkisten og mig til at prøve den. Nu er jeg ikke særlig vild med foie gras, og det er Anarkisten åbenbart heller ikke, så vi nippede en lille bid og var ellers forræderiske nok til at overlade resten til Klidmoster, hæhæ!
Men sneglene i hvidløgssmør – uha… se, det var mere mig, og de forsvandt med lynets hast! Jeg fik også smagt den varme gedeost, som Anarkisten havde bestilt, og det var nok en af de bedste gedeoste, jeg nogensinde har smagt – uhm!
På det her tidspunkt var vi omend ikke mætte så godt på vej dertil, og jeg havde en fæl mistanke om, at hovedretten nok skulle være stor nok til at tage den sidste plads i maven – og jeg fik ret!
Jeg fik vagtel – faktisk 1½ stk. i en lækker sherrysauce med vindruer (!) og mos til. Og det smagte – også – godt, men hold da magle hvor det mættede, så det var bestemt ikke på grund af smagen, at hovedretten strakte sig over lang tid. De andre fik and, og de var efterhånden også så mætte, at ingen af os kunne vrikke med ørerne. Men ok – fransk bistro er også solid kost, og der var også røget et par solide glas Boxer ned.
Vi slap dog ikke så let, for da vi sagde, at nu var vi alt for mætte til dessert, replicerede ejeren, at så ville han bare sørge for et par smagsprøver, og det skulle vi slet ikke tænke på… hvorefter han smed fire store desserter på bordet med tre forskellige slags tilhørende (dessert-)vin til! Jeg ved ikke, om det er specielt århusiansk, men jeg måbede i hvert fald noget! Og så smagte desserterne selvfølgelig tarvelig godt, så det var svært ikke at spise videre, selvom vi allerede var alt, alt for mætte. Chokoladekagen var lææææækker – blød, cremet og svampet!
Og creme bruleen… tyndt, sprødt sukkerlåg med en mild og dejlig lidt fast creme under – så godt!
Der var også en stor portion hvid chokolademousse, og den var udmærket, men savnede måske lidt syrligt modspil. Men den nåede vi dårligt at smage, for vi havde travlt med at nippe til de andre desserter.
Den sidste – tarte tatin – var dog den allerbedste. For sørensen da hvor var den skøn! Den måtte godt flytte ind hos mig – sådan et tarte tatin-træ ville ikke være dårligt… (nåja, man har vel lov til at håbe!).
Og derefter kunne jeg ikke mere. Overhovedet. Faktisk ville jeg godt beame direkte fra spisestedet og hjem til Klidmoster, hvor jeg skulle overnatte, for jeg kunne ikke helt forestille mig, hvordan vi skulle kravle derfra. Mæt mæt mæt!
(og så har jeg ikke en gang et billede af det store glas cantuccini, der blev smidt på bordet til allersidst…!)
Det var en fantastisk aften med personlig, underholdende og skøn betjening, hvor vi spiste velsmagende mad tilberedt med masser af kærlighed. Klassisk 65 er et spisested, hvor du går hen for at have en god aften i venners lag. Man sidder ret tæt, så det er måske ikke lige et sted, hvor jeg vil holde en flette-fingre-med-kæresten-middag, men der er hjerterum, og jeg kan godt forstå, at jeg kun har hørt godt om stedet. Der spiser jeg gerne igen!
Jeg kan stadig smage de muslinger…
Sif – de var altså også nice! Og tak for en hyggelig aften 🙂
Hold da op for en middag og så i dejligt selskab. Det lyder bare så lækkert alt sammen. Det er altså skønt når man kan forlade en restaurnt og føle det var pengene værd og mere til. KNUS♥
det ser bare ud som den mest fantastiske aften 🙂 jeg kan næsten smage maden! det lyder bare så spændende og lækkert det hele 🙂
Mmmmm! Ser da helt fantastisk ud! Sidder og ærgrer mig gul og grøn over, at jeg har boet i Århus i rigtig mange år efterhånden og endnu ikke har prøvet Bistro'en – det må jeg helt klart tage fat på!
Wauw, det lyder fantastisk, Piskeris! Og så er det glæde at læse om alle de venskaber der opstår i blogland.
Nu har jeg læst alle tre beretninger og kan også smage maden 🙂 Uhm.
De der vindruer ligner rent faktisk små kartofler på billedet, hvis man ikke kigger på blomsten/numsen.
Det ser lækkert ud og som Tina skriver er det dejligt når man føler at pengene er givet godt ud. Hvis selskabet så også er godt er det jo bare et plus.
Det var en helt igennem laber aften! Hold da kæver for en omgang lækkerier. Det er første gang jeg ikke har savnet en bette bid bøf 🙂
Tak for denne gang – det var en udsøgt fornøjelse at ha' besøg fra det der eksotiske Sjælland 😉
Tina – det var skøøønt! Jeg elsker at spise på en god restaurant sammen med sjove og skønne mennesker – det er faktisk en af de bedste måder at bruge en aften på 🙂
Linebine – ja, selvom billederne ikke blev så gode (mit kamera egner sig ikke til hyggedunkel belysning ;-)), så ser maden heldigvis stadig god ud på billederne 🙂
Hej Louise!
Så har du heldigvis stadig chancen – jeg bor i den anden ende af landet, og det kan godt ærgre mig, da det her sted helt sikkert er et, jeg gerne spiser igen!
(og så er det i øvrigt et pivlækkert billede, du har brugt til toppen af din blog ;-))
Ih, hold da op, nu sidder jeg da godt nok og bliver noget sulten!!
Hvor ser det bare lækkert ud, det må da helt bestemt prøves engang 🙂 Jeg har endnu til gode at få moules, men jeg glæder mig til det, for jeg har efterhånden hørt så meget. Jeg satser på at min jomfru-moules bliver i Paris til foråret…
Mange hilsner
Birthe
Madame – tak skal du have, ja det var godt nok lækkert! De sprøde damer er bestemt også et hyggeligt selskab, hehe! 🙂
Hej Mette!
Det er så godt at høre – de to tossede tøser drillede mig hele aftenen med, at jeg først troede, det var små kartofler! Sådan går det, når belysningen er lidt dunkel! 😀
Lene – ja, det er virkelig træls, når man går på restaurant og har følelsen af, at det kunne man gøre meget bedre selv. Men denne oplevelse var ren forkælelse, og det var så rart 🙂
Klidmoster – det var en skøn oplevelse! Godt vi besluttede os for den restaurant! Jeg tror, jeg må have dig til at lave en guide til århusianske spisesteder på et tidspunkt, så jeg kan fortsætte den gode stime og udelukkende spise på dejlige restauranter, når jeg besøger den jyske hovedstad 😉
NYBH – hæhæhæ – jeg bliver til gengæld helt mæt af at genlæse indlægget! 😀
Oh, det med at spise moules første gang i Frankrig – det kan jeg godt anbefale! Det gjorde jeg nemlig selv sidste år – dog i Cannes 😉
Åh, åh, åh… hvor ser det dog fantastisk. Og jeg ærgrer mig da lige en smule. Håber, at jeg igen får muligheden med jer tøser ved anden lejlighed.
1½ vagtel … godt nok en lille fugl, men med alt det andet… Vist et godt sted at slæbe en sulten mand hen 😉
Jeg er ved at revne af spænding .. kommer der snart billeder af den australske sprøjteglasur??? 🙂
Wow sikke en masse lækre retter, I fik på en aften. Det ser virkelig lækkert ud.
Hanne – en lille smule!? Nu er jeg næsten fornærmet! 😀
Men ja, du skulle have været der!
Og ikke for at lokke… men der er genopfyldning på vagtlen… det kunne jeg dog slet, slet ikke overskue, når der også var alt det andet 😉
Jo… det kan da godt være… sådan… måske senere i aften… 😉
Anette – de var dejlige! Man skal ikke være fedtforskrækket, når man besøger stedet, for det er solid mad, men skønt smager det 🙂