Kartoffelreder

Kartoffelreder

Kartoffelreder er en sjov og lidt anderledes måde at servere kartofler på. Du kan bruge dem som tilbehør eller som basen for en forret – det er helt op til dig og din fantasi.

Jeg faldt over en kort video på YouTube, hvor der blev stegt kartoffelreder, og det gav mig lyst til at lave noget tilsvarende. Jeg komponerede en udgave med æg, som bliver toppet med grillet laks fra dåse – så kunne retten nemlig også blive afslutningen på dåse-benspændet i april.

Den grillede færøske laks på dåse købte jeg i Torvehallerne, men jeg har set produktet i flere webshops.

Kartoffelreder

3 stk.

3 mellemstore kartofler
3 æg
½ tsk chiliflager eller cayennepeber
2 forårsløg, meget finthakkede
salt og peber
olie til stegning

Derudover:
1 dåse grillet laks
hakket purløg til pynt

Skræl kartoflerne og riv dem på et groft rivejern. Skyl de revne kartofler, så stivelsen vaskes ud, og dræn så kartoflerne. Rør forårsløg og chili eller cayennepeber i. Del æggene, så du opbevarer æggeblommerne enkeltvis. Rør 1-2 æggehvider i kartoflerne sammen med lidt salt og peber.

Hæld godt med olie på en pande og form 2-3 kartoffelreder (afhængig af pandens størrelse), hvor du sørger for at lave en fordybning i midten.

Læg derefter forsigtigt en æggeblomme i hver fordybning og steg dine kartoffelreder, indtil de bliver gyldne i kanten. Vend dem derefter med en paletkniv og lad dem stege et minuts tid, indtil de er blevet gyldne på alle sider.

Anret dine kartoffelreder på tallerkner. Top dem med grillet laks (eller hvad du nu har lyst til) og slut af med lidt friskhakket purløg. Servér dem med det samme.

Varianter: Du kan sagtens tilføje flere/andre smagsgivere til dine kartoffelreder. Prøv for eksempel timian eller rosmarin i stedet for chili, ligesom du sagtens kan røre friskhakket purløg eller andre krydderurter i. Du kan også udskifte æggeblommen med andre ingredienser. Jeg lavede også en udgave med lidt finthakket frisk tomat.

Note: Jeg elsker, at man kan variere disse kartoffelreder så meget! Det kan være, at jeg skal lave en ovn-variant på et tidspunkt, hvor man først steger bunden på kartoffelrederne og derefter bager dem med fyld, så de holder formen endnu pænere.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *