Jordbærdrink med peber
Jeg synes ikke, jeg kan have et benspænd med salt og peber uden at lave mindst én drink i denne måned! Det er i første omgang blevet til denne jordbærdrink med peber. Inspirationen til min jordbærdrink fik jeg, da gemalen og jeg spiste på Taller tidligere på måneden. Her fik vi en lille mellemret med fermenteret jordbær og sort peber, og igen blev jeg mindet om, at jordbær og peber er et rigtig godt match.
Nu er det jo ikke jordbærsæson, men heldigvis havde jeg lækre danske jordbær i fryseren, som jeg hamstrede i sommers. Jeg zappede dem kort i mikroovnen, så de var halvt optøede, da jeg blendede min jordbærdrink.
Jordbærdrink med et strejf af peber
1 person
100 g frosne jordbær, zappet kortvarigt i mikroovnen, så de er halvt optøede
3-4 cl gin
2 spsk jordbærsirup
ca. ½ tsk friskkværnet sort peber
Pynt:
lidt honning
hvidt sukker
friskkværnet peber
basilikumblade
Blend jordbær, gin, jordbærsirup og sort peber. Smag til. Smør lidt honning på kanten af et cocktailglas og dyp glaskanten i hvidt sukker. Hæld din jordbærdrink i glasset og pynt med lidt friskkværnet peber samt evt. et par basilikumblade.
Note: Sødmefuld og krydret jordbærdrink, der får lidt varme af peberet. En smuk og indbydende drink, der heldigvis kan serveres året rundt, så man kan lege, at det stadig er sommer.
Nu indtager jeg ikke selv alkohol, men det frasiger mig ikke muligheden for at synes, at drinken ser indbydende ud – alene pga. den forrygende farve.
Jeg var ikke klar over, at jordbær og peber går godt i spænd. Det må jeg prøve på et tidspunkt, når jeg har friske jordbær i hus (jeg har som dig hamstret jordbær (på en pluk selv-mark) i sommers, og som ligger i fryseren). 🙂
Jeg er sikker på, at denne drink også kan laves uden alkohol – det er i hvert fald et forsøg værd 🙂