Hjemmelavet tykmælk
Jeg spiser ofte yoghurt eller tykmælk om morgenen – helst toppet med noget frisk frugt. Med benspændet ‘surmælksprodukter’ for denne måned så ville det jo være underligt, hvis jeg ikke også bloggede lidt morgenmadsforslag.
For et par år siden så jeg en udsendelse, hvor Camilla Plum lavede tykmælk, og allerede der tænkte jeg, at det måtte jeg prøve på et tidspunkt. Den anden dag faldt jeg så over en meget let opskrift hos Maden i mit liv, og så var der ingen undskyldning længere.
Det er vigtigt, at du bruger økologiske produkter, og at de er så friske som muligt (først og fremmest kærnemælken), så der er masser af aktive mælkesyrebakterier, der kan forvandle ingredienserne til en god tykmælk.
Hjemmelavet tykmælk
2-3 portioner
1/2 liter økologisk sødmælk
1/2 dl økologisk fløde
1/2 dl økologisk kærnemælk, så frisk som muligt
Hæld mælk og fløde i en lille gryde og varm det op, indtil det er på grænsen til at koge. Tag gryden af og lad det køle af, indtil det har samme temperatur som spidsen af din lillefinger. Rør kærnemælken i og hæld det i to til tre skåle. Dæk skålene med husholdningsfilm og stil dem et lunt sted til næste dag. Nyd dem med lidt sirup – i dette tilfælde æblesirup (og det er derfor, at overfladen er lidt marmoreret) – og lidt frugt eller bær oven på.
Note: Jeg blev meget positivt overrasket over smagen – meget lækker og knapt så syrlig som tykmælk ellers godt kan være. Jeg fik også lokket gemalen til at prøve, og han er ellers ret konservativ mht. morgenmadsprodukter.
Det er ikke kun yoghurt og tykmælk, du kan bruge til morgenmaden – den anden dag eksperimenterede jeg med at bruge en lille portion kefir sammen med lidt vaniljesyltede abrikoser (ikke den sundeste morgenmad, men så kan du jo gnaske et æble bagefter) – det kan også anbefales!
Altså det er da et meget skægt eksperiment – men jeg er nok en kende for doven til ligefrem at lave min tykmælk selv 😀 (Nu er det så også sjældent, at jeg bruger tykmælk, men stadig).
Dit sidste billede ser faretruende godt ud i øvrigt. Jeg må snart prøve at vanillesylte noget.
Det går ellers ret hurtigt! 😀
Kan varmt anbefale at vaniljesylte – mmm 🙂
Sejt projekt 🙂 Du er hermed hyret til min faste tykmælk-leverandør 😉
Æh hov! … den havde jeg ikke lige set komme 😀
Det lyder lækkert – det kunne jeg tænke mig at prøve. Husker at de ældre i min barndom selv lavede tykmælk og satte den op under loftet til næste dag.
Det lyder hyggeligt! Jeg tror desværre ikke, at jeg stødte på det i min barndom.
Nej altså, hvor najs 😀
Og hey… jeg åd altså Smarties på min (soja)yoghurt her i weekenden… Det smager helt fint faktisk *G*
Jeg tror godt, jeg kan sælge den idé til gemalen 😉
Det tror jeg gerne… 😛
Hr. Kæreste var dog noget forarget over mine usunde vaner… *fnis*
Uhmm, det ser virkelig skønt ud. Det er så nemt og dog har jeg aldrig fået det lavet……jeg må nok tage mig sammen 🙂
Mange hilsner
Birthe
Det er bare om at få det gjort nu, mens der stadig er sommervarme – så går det noget hurtigere at lave 🙂
Kære Piskeriset
Hvor har det altså været dejligt at følge med. Nu har du givet mig endnu mere mod på at vove mig lidt ud i hjørnerne med surmælksprodukter. Det er for mig sådan med jer gæve madbloggere, at når det har været igennem JERES køkken, så er kvalitetsstemplet til at få øje på.
Tak for fordi du valgte min udfordring.
De bedste hilsner til dig fra Jeanette
Jamen det var da så lidt – tak for ideen 🙂 Der kommer lige et par retter mere, inden jeg går over til næste måneds benspænd, så dem håber jeg, at du også finder interessante 🙂
Ja jeg beundrer at du kan holde den en hel måned – måned efter måned! Men du kommer jo oftest også rundt om både det salte, det søde, det læskende og det der kan gemmes.
Tykmælk. Husker også skåle der stod hengemt, fordi der var en tykmælks proces i gang. Har nu heller aldrig lavet det selv. Smagte det meget mindre syrligt? Jeg synes nu rigtig godt om netop syrligheden, modsat ymer eks vis.
Måske du skal lave en gang granola og toppe din tykmælk med? Jeg har en glimrende opskrift på bloggen.
Spændt på hvad næste måneds benspænd er …
Det smager mindre syrligt og havde en blød og lækker smag. Selvom det er lettere at købe færdiglavet, så kan jeg nu godt finde på at lave det igen på et tidspunkt 🙂
Næste måneds benspænd afsløres i starten af næste uge – skal lige blogge om de sidste par benspændsretter i løbet af weekenden, og så…! 🙂
Tak for opskriften. Det skal helt sikkert prøves. Jeg er nemlig på udkig efter sådanne produkter, da firmaerne tilsætter acidophilus som jeg desværre ikke kan tåle.
Måske din opskrift også kan bruges til kold kartoffelsalat.
Det var da en god idé – det må jeg også selv prøve ved lejlighed 🙂