Floradora

Floradora

Savner du sommeren, så prøv at mixe en Floradora cocktail! Jeg lavede denne drink i starten af efteråret, men det er næsten, som om man har mere brug for den sommerlige cocktail nu… 😉

Floradora er opkaldt efter en Broadway musical (som dog hed Florodora). Jeg kendte ikke til den, inden jeg faldt over den, da jeg researchede efter spændende drinksopskrifter. Det er nemlig alt for sjældent, at jeg bruger hindbærlikør i drinks, så her var en kærkommen lejlighed. Du kan dog også bruge hindbærsirup (som drinken faktisk var med i starten), men så kan det godt være, at du skal bruge lidt mere gin.

Floradora

1 drink 

4 cl gin
4 cl hindbærlikør (kan eventuelt erstattes af hindbærsirup)
4 cl limesaft
12 cl ginger ale
et par hindbær

Fyld et højt glas med isterninger. Hæld gin, hindbærlikør og limesaft over. Hæld til sidst ginger ale i sammen med et par hindbær. Pynt med en limebåd på kanten af glasset.

Note: Frisk, sommerlig og ikke mindst smuk. Floradora er muligvis mest en sommerdrink, men den kan sagtens nydes året rundt. Jeg valgte at skrue lidt ned for ginnen i denne udgave, så drinken fik en frisk og mindre sprittet smag. Vil du have en sødere udgave, så skru lidt ned for limesaften og tilføj eventuelt lidt hindbærsirup.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *