En lørdag i Svaneke
Lørdag formiddag tog vi til Svaneke for at kigge på butikker. Midt på et lille torv lå et marked med små boder, og her fandt jeg en ny sommerkasket til en god pris. Vi snusede rundt og kom blandt andet ind i den lille købmandshandel, som var spækket med alskens delikatesser. Her fik jeg købt lidt sennep og andre gode sager, inden turen gik videre til andre butikker.
Et kig forbi Pernille Bülow (mor til Johan – ja, ham med de fantastisk lakridser!), som havde en masse smukke glasting. Jeg var ret pjattet med æbleskålene, men købte dog ikke nogen.
I det hele taget havde Svaneke et alt for godt udvalg af butikker, hvor jeg kunne bruge penge. Jeg er glad for, at jeg havde lagt lidt til side inden, for skejserne fik hurtigt ben at gå på. Jeg fandt blandt andet en butik, der solgte de små bitte bøtter fra Rice, jeg længe har ønsket mig, og de havde også en masse andet brugbart tingeltangel, jeg måtte eje. En af de store oplevelser for hele selskabet var dog, da vi kiggede forbi Karamelleriet. Her kunne vi se et par medarbejdere, der oksede med den tunge varme karamelmasse, og vi fik en smagsprøve på ‘Marksten’, som vi straks købte et glas af, mens gemalen udvalgte en fudgeplade. Gad vide, om jeg får mulighed for at smage den…
Vi kom forbi Svaneke Chokoladeri, som havde et lille men meget indbydende udvalg af hjemmelavede chokolader. Vi købte to varianter med hjem til aften kaffen (en med stoutøl og en med hindbær og lakrids – begge var ret gode, men i den med øl kunne man dog ikke smage selve øllen), og så købte jeg en enkelt, som gemalen og jeg delte, inden vi skulle spise med frokost. Det var en lille lækker sag i hvid chokolade og fyldt med appelsingelé. På toppen var der drysset kanel – uhm!
Til frokost spiste vi hos Svaneke Bryghus, og det kom vi bestemt ikke til at fortryde. Som navnet antyder, så laver stedet deres egne øl og sodavand, og svigerfar kunne en god fidus fra sidste gang, de havde besøgt stedet. Det er nemlig muligt at bestille et lille udvalg af smagsprøver fra stedet, så vi fik en bakke med fire forskellige øl, hvor der var ca. 10 cl i hver. Det er en god mulighed for at smage, hvad stedet kan byde på, og det var kraftige øl, så jeg behøvede ikke mere end det.
Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med de forskellige øl, som de egentlig fortjener. En beskrivelse af de enkelte kan du læse, hvis du trykker på det lille billede. Personligt var jeg ret glad for 4’eren (den er længst til venstre på billedet herover), som var spændende krydret. Hvedeøllen (længst til højre) overraskede positivt, men den havde jeg heller ikke særlig mange forventninger til, da jeg ikke plejer at være til hvedeøl. Alen – den længst væk på billedet – var jeg til gengæld ikke så begejstret for, men flere af de andre ved frokostbordet var glade for den. Den sidste – den smukke forreste af øllene – smagte glimrende, men efterlod ikke et dybere indtryk.
Jeg læste for nylig på Fifth Floor Cookings blog, at hun var vokset op på Bornholm, så jeg var så kæk at spørge til et par gode ideer til mit besøg på øen – og blev forkælet med en masse gode oplysninger, hvor jeg desværre ikke nåede at få udforsket nok af dem (men det har jeg lovet mig selv at gøre en anden gang). En af de ting, hun nævnte, var den bornholmske specialitet – saltstegte sild med bløde løg, sennep og rødbeder – og da jeg så den på spisekortet, måtte jeg da prøve det, ligesom en fiskefilet fandt vej til min tallerken. Alle bestilte smørrebrød, og efter lidt ventetid fik vi dette fad serveret.
Det smagte simpelthen så godt, og det blev ikke dårligere af, at en del af måltidet blev nydt i solskin. Rigtig sommerferiestemning og velvære. Priserne var ganske rimelige, og betjeningen var høflig, så det er et sted, jeg gerne vender tilbage til, når jeg igen gæster Bornholm. Fem stjerner herfra!
Jeg vil lige tilføje, at vi sad udenfor, men lokalerne var også ret hyggelige med ‘træbåse’, hvor man kunne sidde lidt i fred for resten af restauranten.
Åh, hvor jeg længes tilbage til Svaneke. Efter min mening den dejligste by på Bornholm 🙂 Skønne stemnings billeder du har taget. Næste gang du skal besøge øen, skal du prøve at ta til Hullehavn i Svaneke. Der er et lille ishus der er samlingssted for livsnydere. Her kan du spise lækkert mad, nyde en øl eller et glas vin samtidig med du her kig direkte ud over vandet. Den dejligste oase i Svaneke. Bare et lille tip.
JEG VIL TIL BORNHOLM!!!!!! Ja, jeg vil!!!
Hvor ser det bare perfekt ud! – nu må jeg jo helt sikkert der over 😀
Jeg er vild med de bornholmske sennep'er, som jeg køber, hvis jeg finder et sted der har dem……
Sikke en anretning I fik, hvor ser det lækkert ud. De sild er blevet skrevet på min “skal-smage-liste”.
Jeg er spændt på at høre om du får lov til at smage den fudge 😉
Mange hilsner
Birthe
MollyMy – jeg vil næsten driste mig til at advare mod den – der er alt for gode muligheder for at bruge penge i den by! 😀
Tak for tippet! Det er skrevet bag øret 🙂
Hanne – ikke råbe! 😀
Det må da være muligt at lokke herren med derover… 😉
Åh, hvor får jeg længsel. Har været der så mange gange:)
NYBH – de sennepper er også virkelig lækre, og med sildene og rødbederne var det en ret interessant og god sammensætning.
Jeg har lige kigget i vikturalierummet, og den ligger der stadig… måske jeg bare skal holde øje med den hver dag 😉
Sifka – hehe, det forstår jeg! Efter denne tur kan jeg ikke helt forstå, hvorfor jeg har ventet i så mange år med at tage derover igen 🙂
NU løber mundvandet her….Saltstegte sild….MUUUMS.
Jeg vil også til Svaneke eller et hvilket som helst andet sted på Bornholm og spise sild og gerne købe et par æbleskåle, for de er da bare nice :-))
Annette – hæhæ, ja de overraskede positivt, de små sild 🙂
Jeg turde ikke kigge på prisen på æblerne – i det hele taget skyndte jeg mig videre, så snart jeg havde taget billedet, så jeg ikke kom til at forelske mig i dem 😉
Sikke en masse dejlige oplevelser du har haft – og dine billeder er bare så smukke. Jeg får lyst til straks at rejse til Bornholm 🙂
Uha ja, havde ikke noget imod en tur til Bornholm igen i år. Der er nu skønt. 🙂 Fortsat god sommer.
Madame – tusind tak! Det er også et dejligt sted, og jeg er helt fyldt med solskin efter den tur 🙂
Hej Maria!
Mange tak – og i lige måde 🙂
Jeg får lyst til at tage til Bornholm bare for den frokost. Oh hvor ser det skønt ud. Det ser ud til, at i havde en fantastisk tur.
Foodfanatic – det var comfort food så det baskede 😛
Og så var det også hyggeligt at få smørrebrød – det er sjældent, jeg får det, når jeg spiser ude.