BBQ-krydret porchetta på grill
Her i påsken var det tid til at grille, og det blev så til en BBQ-krydret porchetta, som blev smidt på grillen. Jeg har tidligere blogget om en mere klassisk udgave af porchetta, men denne gang havde jeg lyst til at lave en med BBQ-krydderier.
Du kan købe et svineslag hos slagteren – husk at sige, at det er til porchetta, så du får huden med og kan lave sprøde svær. Det fik jeg desværre ikke selv, da jeg havde fået kødet af en ven.
BBQ-krydret porchetta
svineslag
6-7 fed hvidløg, pressede
½-1 dl olie
1½ spsk løgpulver
1½ spsk sød paprika
1 spsk røget paprika
½ spsk salt
Rul svineslaget ud på et stort spækbræt. Rør hvidløg og krydderierne sammen med olien og gnid den ene side af kødet med krydderiblandingen. Rul kødet sammen til en pølse og snør den grundigt sammen med bomuldssnor. Har du fået et stykke med hud, så husk inden da at snitte i kødet (ligesom på en flæskesteg) og gnid det med salt.
Porchettaen skal typisk have et par timer på grillen – læs mere om fremgangsmåden.
Sådan en BBQ-krydret porchetta er lidt kraftigere i smagen end den traditionelle udgave, så mit tilbehør til retten blev en mild og cremet spinatrisotto.
Note: Porchetta er en forholdsvis enkel ret, så snart den er snøret sammen og smidt på grillen, for herefter kan den passe sig selv – afhængig af hvilken grill, du har, er det ikke sikkert, at du behøver at vende den undervejs. Jeg synes, at denne BBQ-udgave er et ganske fint alternativ her i vinterhalvåret, hvor jeg ikke bruger sommerkrydderier og er ved at være lidt træt af salvie og rosmarin, som pt. er de eneste krydderier, der gror i vores have på denne årstid 🙂