Nu har jeg præsenteret jer for en række klassikere – og næsten-klassikere – på det danske smørrebrødsbord, så det må være på tide også at smide lidt craziness på bordet og vise jer disse to bud på asiatisk smørrebrød, jeg har lavet. Det første bud …
Da jeg annoncerede månedens benspænd, var Klidmoster hurtig til at spørge, om jeg så ikke skulle lave en fortolkning af dyrlægens natmad? Og jo, selvfølgelig skulle jeg det! Jeg tumlede med lidt forskellige ideer, indtil jeg endte med denne udgave, som både har kendetegn ved …
I går havde jeg en brætspilsaftale med et par venner, og da de ankom ved frokosttid, var det jo nærliggende at servere noget smørrebrød for dem. Det første stykke var denne laksemad, som jeg fik inspirationen til, da jeg læste om Ida Davidsens smørrebrød ved navn ‘Prinsesse Alexandra’. Den består af røget laks, wasabi-flødeostecreme, krebsehaler og Cavi-Art lakserogn, men jeg undlod krebsehalerne og valgte at anrette den anderledes.
Laksemad med wasabicreme
4 personer
200 g røget laks 100 g flødeost 2 tsk wasabicreme fra tube lidt citronsaft 2 stykker godt fuldkorns-toastbrød smør Cavi-Art lakserogn lidt brøndkarse eller dild
Flødeosten røres sammen med wasabicremen og smages til med salt og peber. Lad den stå i køleskabet i mindst en time. Smør toastbrødene med smør og halvér dem. Fordel laksen ud over brødene. Put wasabi-flødeosten i en sprøjtepose og lav små toppe på laksemadderne (her har du måske brug for lidt tålmodighed og snilde, da flødeosten ikke nødvendigvis har lyst til at sidde fast på laksemaden). Læg lakserogn på hver laksemad og top dem med lidt brøndkarse.
Note: Wasabicremen pifter laksen op og fjerner noget af den fede smag, som laks ofte har. Laksemad er et stykke smørrebrød, du kan lave ret dekadent (især hvis du også bruger krebsehaler), og det er en prinsesse værdig 🙂
Den anden fiskeservering denne dag var lækre, marinerede sild med jordskokke-æblepuré. Sidstnævnte havde jeg set i ‘Aamanns til frokost’, men jeg valgte at kombinere den med en anden type marinerede sild.
Marinerede sild med jordskokke-æblepuré
6 personer
6 sild, mediumstørrelse
Lage: 2 dl æblecidereddike 1½-2 dl lyst rørsukker 1 dl vand 2 laurbærblade ½ spsk anisfrø ½ spsk spidskommenfrø ½ spsk chiliflager 5 nelliker 1 kanelstang 1 tsk paradispeberkorn
Rens fiskene og skær finnerne af. Læg dem i en ildfast skål. Hæld ingredienserne til lagen i en gryde og kog det op. Lad det simre i fem minutter, inden du tager det af varmen. Lad det køle af i et minuts tid, inden du hælder det over fiskene. Læg noget ovenpå fiskene – for eksempel en lille tallerken – så de hele tiden er dækket af lagen. Stil skålen i køleskabet og lad fiskene trække i tre dage.
Lav jordskokke-æblepureen et par timer før, du skal bruge den.
Jordskokke-æblepuré 6 personer
1 stort madæble to jordskokker eller hvad der svarer til ca. halv mængde af æblet smørklat saften fra en appelsin 1 tsk honning salt evt. lidt citronsaft
Fjern kernehuset og skær resten af æblet i mindre stykker. Skræl jordskokkerne og skær også disse i mindre stykker. Put æbletern og jordskokketern i en kasserolle sammen med en klat smør og lad det simre i nogle minutter. Husk at røre undervejs. Tilsæt appelsinsaft og honning, rør godt rundt og lad det simre videre under låg. Når æbleternene og jordskokketernene er helt møre, blender du det til en puré, som du smager til med salt og citronsaft. Stil den på køl, inden du skal bruge den.
Lige inden servering skal du have jordskokkechipsene. Her tager du blot en jordskok, som du vasker grundigt og skærer i meget tynde skiver med en skarp kniv. Opvarm noget rapsolie i en lille gryde – du behøver kun at hælde så meget olie i, at den er 1-1½- cm dyb. Skru helt op for varmen på kogepladen, og når olien er brændende varm, putter du 4-5 jordskokkeskiver i. Hold godt øje med dem, mens de friterer, for det går stærkt! Fisk dem forsigtigt op af olien, læg dem på et stykke køkkenrulle og put så de næste skiver i den varme olie. Fortsæt sådan indtil du har lavet nok jordskokkechips.
Note: Ret kæk med at få sild på! De marinerede fisk er ret søde, så jeg vil anbefale, at du holder dig til 1½ dl sukker, når du bruger opskriften (jeg brugte 2 dl), med mindre du gerne vil have en meget sød marinade til fiskene. Husk endelig at lave jordskokkechipsene – smørrebrødet bliver meget smukt på denne måde, og så giver chipsene lidt sprødhed til den lækre mad.
Lad os lige slå én ting fast fra start, inden de kække bemærkninger begynder at tikke ind: Der er ikke russere i russisk salat og ej heller italienere i italiensk salat! De to pålægssalater er nærmere blevet navngivet på grund af farverne, der minder om …
En smørrebrødstærte? Hvad er nu det? Og ligner det ikke mere en smørrebrødslagkage? Se, smørrebrødstærte – eller smörgåstårta som det hedder originalt – er selvfølgelig en skandinavisk opfindelse, som er ret populær i Sverige og Finland. Det er egentlig en forvokset (og lettere dekadent) udgave …
I fredags havde vi to hold venner på besøg, og som appetizer havde jeg valgt at lave to slags smushi! Konceptet smushi blev opfundet for ca. seks år siden og er kort fortalt smørrebrød inspireret af sushi. Det betyder ikke nødvendigvis, at smushi skal bestå af rå fisk, men nærmere at det er smørrebrød i miniudgave – og gerne i en pyntet og lidt utraditionel udgave.
Jeg valgte som sagt at lave to slags smushi. Den øverste er (næsten) kvadratiske rugbrødsskiver, der er delt på langs og på tværs og derefter smurt med en lækker fasanpaté, som jeg fandt i Irma. De blev pyntet med friske basilikumblade og Cavi-Art med balsamico.
Den anden type smushi blev disse med makrelmousse, der var pyntet med lange stykker purløg og bittesmå citronbåde.
Makrelmousse laver du ved at tage en røget makrel og løfte fiskekødet ud af den (vær opmærksom på, at der ikke er små fiskeben, der sniger sig med, når du fjerner fiskekødet fra skindet). Makrelkødet røres med et par spsk creme fraiche 18% (eller mayonnaise, hvis det skal være lidt syndigt), 1-2 spsk finthakkede frisk purløg og et halvt finthakket rødløg. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Jeg var i gang med at lave både forret og hovedret, da jeg skulle lave smushi, så de blev ikke helt så (over-)pyntede, som jeg først havde planlagt, men det er en sjov og anderledes form for appetizer, så mon ikke jeg kan finde på at lave smushies igen en anden god gang?
Til frokosten i søndags fik vi ikke blot fiskefileter med remoulade og rådyrmørbrad med ribsgelé og nødder – nej, vi skulle også prøve sprængt kalvetunge samt hønsesalat! Sprængt kalvetunge serveres med peberrodscreme, og det er ikke et stykke smørrebrød, jeg støder på særlig tit i …
I går lavede jeg marineret rådyrmørbrad. Jeg havde nemlig inviteret familien på besøg til frokost – smørrebrødsfrokost selvfølgelig, for der skal jo laves en masse smørrebrød i denne måned. Det blev blandt andet til stegte fiskefileter med hjemmelavet remoulade samt en ‘jægermad’, der bestod af …
Jeg kom allerede i gang med månedens benspænd i går, da vi fik denne lækre lakserilette til frokost. Vi var forbi torvet for at købe fisk hos fiskepusheren og ost hos ostepusheren (!), for jeg holdt fødselsdag sammen med familien i dag. Mere om det de næste par dage.
Inspirationen til dette stykke smørrebrød fik jeg fra kogebogen ‘Aamanns til frokost’, som indeholder rigtig mange forslag til dejlige stykker smørrebrød. Jeg skelede lidt til en opskrift på varmrøget lakserilette blandet med dild og saltsyltede citroner, men jeg ændrede på blandingsforholdene og udelod skalotteløg og syltede citroner, ligesom jeg forenklede fennikelpynten.
Varmrøget lakserilette med dild og fennikel
2 personer
2 stykker godt rugbrød – bag det selv eller køb noget hos bageren
2 stykker salatblade – jeg brugte romaine
Lakserilette:
175 g varmrøget laks
2 spsk mayonnaise – enten hjemmelavet eller Hellmann’s
1 spsk creme fraiche 18%
en lille syltet agurk, skåret meget små tern – svarer til ca. 1 spsk
saften fra ½ citron
lidt salt og peber
2 spsk finthakket dild
Pynt:
ultratynde skiver fennikel
dildkviste
Læg et salatblad på hver af de to stykker rugbrød. Hvis rugbrødet er helt friskbagt, er der ingen grund til at putte smør på – lakseriletten er i sig selv ret saftig.
Pluk den varmrøgede laks i små stykker og rør den sammen med resten af ingredienserne til en cremet masse. Den må godt have lidt struktur.
Fordel lakserilette oven på salatbladene og pynt med fennikelskiver og dild.
Note: Ualmindelig lækker laksemad! Denne lakserilette er en fin kombination af den fede, røgede fisk og den sprøde og syrlige agurk, der får modspil af den friske dild og fennikel. Kan varmt anbefales!
This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.
Strictly Necessary Cookies
Strictly Necessary Cookie should be enabled at all times so that we can save your preferences for cookie settings.
If you disable this cookie, we will not be able to save your preferences. This means that every time you visit this website you will need to enable or disable cookies again.