Paradise cocktail

Paradise cocktail

Hvad siger du til en trefarvet sommerdrink – i dette tilfælde en fortolkning af en Rainbow Paradise cocktail? Den passer som fod i hose i mit tricolore-benspænd!

Jeg faldt over en flot drink hos Lekker Plantaardig, men jeg valgte at lave en alkoholfri udgave, hvor jeg også udskiftede ananasjuicen med appelsinjuice. Du er dog velkommen til at putte alkohol i, hvis du ønsker det – for eksempel vodka eller gin, hvis drinken skal være knapt så sød eller mørk rom, hvis du ønsker en rigtig sød drink.

Paradise cocktail

1 drink

4 cl grenadine
1 håndfuld isterninger
14 cl iskold appelsinjuice
2-4 cl mangosirup
2 cl vand
1 cl blå curacao

Tag et stort glas – jeg brugte et ølglas – og hæld grenadine i. Fyld isterninger i glasset. Rør appelsinjuice og mangosirup sammen (hvor meget mangosirup afhænger af, hvor sød en drink du ønsker) i en beholder og hæld det forsigtigt ud over isterningerne. Rør vand og curacao sammen i et lille glas og fordel det meget forsigtigt på overfladen af drinken med en spiseske. Og ja, det er vigtigt, at du blander curacao op med vand, så væsken er lettere end appelsinjuicen og ikke blander sig med juicen.

Servér din Paradise cocktail med det samme.

Note: Smuk og indbydende Paradise cocktail, som du kan imponere gæsterne. Kan selvfølgelig også serveres til børn så længe, du ikke putter alkohol i.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *