Påskegin – Ungava

Påskegin – Ungava

Findes der en påskegin? Den knaldgule Ungava Gin er i hvert fald et godt bud! Det er en gin, det tog mig flere års tilløb at købe, for siden jeg første gang så den i lufthavnen for mange år siden. Den skilte sig markant ud, når den stod der – skriggul – på hylden og så decideret giftig ud! Jeg turde dog ikke købe den (for altså… den ser ret kontroversiel ud) men har flere gange været fristet, og sidste år gik den ikke længere – jeg købte tydeligvis endelig en flaske.

Heldigvis er Ungava Gin overraskende god og et glimrende eksempel på, at man ikke skal skue hunden på hårene eller ginnen på farven. Og af samme grund skal den også nævnes i forbindelse med mit gin-benspænd.

Fra den canadiske vildmark

Ungava Gin stammer fra Canada og har vundet overvældende mange priser inden for ginnens verden. Den har en mild og behagelig smag, som dog kan være svær at definere, eftersom mange af ingredienserne er vildtvoksende urter og blomster fra Ungava i Canada. Den indeholder blandt andet multebær, kragebær, enebær, hyben, grønlandsk post (busk, det bruges i tefremstilling) samt stedsegrøn (bruges også i tefremstilling).

Det er kort sagt en gin, der skiller sig ud fra mængden – både hvad angår smag og farve (sidstnævnte kommer fra bærrene – der er ikke tilsat kunstig farve).

Ungava Gin er med sin gule farve en oplagt påskegin, og du kan selvfølgelig drikke den rent, hvilket flere ginanmeldere også anbefaler, da man så bevarer den klare gule farve. Jeg valgte dog at mikse en drink baseret på en opskrift, jeg så på GoodFood Toronto – dog med lidt justeringer.

Påskegin – Ungava

1 drink

6 cl Ungava Gin
4 agurkeskiver
10-12 cl mild tonic – jeg valgte en Zero Classic Tonic
isterninger
en bred agurkestrimmel

Put agurkeskiverne i et bredt glas med tyk bund og mas dem, så de safter. Fyld godt med isterninger i glasset og hæld først gin og derefter tonic over. Pynt med en agurkestrimmel og servér din påskegin med det samme.

påskegin, Ungava Gin, tonic,



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *