Grove sesamkiks
Jeg starter månedens benspænd med et let projekt – nemlig hjemmelavede sesamkiks. Selvom kiks og knækbrød er lette at lave selv, så er det en af de ting, jeg godt kan finde på at købe i stedet for at lave selv.
Jeg tog udgangspunkt i de peberkiks, jeg før har blogget om, da jeg eksperimenterede i køkkenet.
Grove sesamkiks
ca. 20 små kiks
1 dl fuldkornsspeltmel
1 dl sesamfrø, blendet til fint mel
1 spsk olivenolie
½ dl vand
½ tsk salt
Derudover:
pisket æggehvide
½ spsk sesamfrø
Rør mel og blendede sesamfrø sammen med olie, vand og salt til en jævn dej. Læg den i en skål og lad dejen hvile i køleskabet i en halv time. Rul dejen tyndt ud – ca. 2 mm – og skær eller stik dejen ud til små sesamkiks. Læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade, pensl dem med æggehvide og drys så sesamfrø på. Giv dem evt. et let tryk, så de klistrer bedre fast. Bag dine sesamkiks ved 200 grader i ca. 15 minutter.
Lad dem køle af, inden du lægger kiksene i en lufttæt boks.
Note: Små sprøde sesamkiks med tydelig sesamfrø-smag. De vil være gode til bløde og cremede oste – og gerne oste, der ikke er alt for milde. En mediumstærk rødkitsost for eksempel.