Feed Bistro

Feed Bistro

I sidste uge var vi begge i København og udnyttede muligheden for at spise aftensmad hos Feed Bistro. Vi kommer ikke særlig meget ud for tiden, men her var en god mulighed for at spise et sted med god plads mellem bordene, og så tog vi chancen.

Feed Bistro er en ret ny restaurant, der ligger mellem Tivoli og Rådhuspladsen i København. Der er bar i stueetagen og restaurant på første sal. Jeg havde læst en del positive anmeldelser, men havde efter bordbestilling også set en ret negativ anmeldelse fra Berlingske. Jeg var derfor meget spændt på, hvad vi ville opleve.

Vi valgte signaturmenuen på tre retter til 495 kr, hvor forret og hovedret er fast, og så vælger man selv desserten. Man kan vælge mellem et par forskellige vinmenuer til – både en let og en kraftig – og jeg valgte den sidste, der var lidt dyrere, for jeg tænkte, at især rødvinen ville passe godt til maden.

Forretten bestod af fire små serveringer – nærmest som en slags tapasbræt. Her var der en supersprød drue-bruchetta, hvor brødet var smurt med en cremet feta og toppet med confiterede løg, hvidløg, parmesan og bagte druer. Ret spændende og lækker kombination med det søde touch fra druer og løg sammen med salte smage.

Skeerne forrest i billedet indeholdt en lille klat creme fraiche kombineret med lidt kaviar og ristede boghvedekerner. Ganske fint men ikke noget, jeg faldt på halen over. Det kunne jeg dog godt over den tredje servering på billedet, hvor det tyndtskårne wagyu-okøsekød var serveret som carpaccio med mayo lavet på fedtegrever, parmesanskiver og lidt grønt på toppen. Uha, det var lækkert!

Den sidste lille servering (som vi spiste som den tredje ud af de fire) var en kammuslingeskal (til deling) med stykker af kammusling i en marinade af lime med agurke- og æblestrimer samt toppet med rogn. Meget delikat og lækker.

Det er selvfølgelig lidt svært at matche vin til sådan en vifte af retter. Her havde Feed Bistro valgt en Chablis, som ved første smagsprøve virkede lovende, men som dog også forsvandt så hurtigt fra munden, at den ikke rigtig indbød at nippe til før og efter indtagelsen af forretten.

Hovedretten bestod af nogle tykke skiver Beef Wellington lagt oven på en græskarcreme sammen med stegte svampe og asparges-brocoli. Dertil en rødvinssauce og en kartoffelmos, hvor tjeneren tydeligt påpegede, at den havde fået temmelig meget smør. Det sidste undrede os lidt, da vi spiste kartoffelmosen, for den var meget kompakt i det og slet ikke så liftig og cremet, som kartoffelmos ellers har været på restauranter, hvor de er glade for smør. Vi kunne i hvert fald ikke fornemme på konsistensen, at den indeholdt ekstra kalorier.

Kødet var meget fint tilberedt på rød og saftig midte og sprød butterdej. Det gik godt sammen med grøntsagerne og saucen og var virkelig vinter comfort food. Der var også rigeligt af det – jeg er ikke vant til at spise så meget kød i et måltid 🙂

Jeg fik et glas Brunello de Montalcino til, og oh boy det var et dejlig glas rødvin. Fyldig og sprængfyldt med smag – virkelig godt til hovedretten!

Desserten var som sagt valgfri. Jeg havde lyst til en brownie, som blev beskrevet som kraftig fransk chokoladebrownie med hvid chokolade ganache, friske bær og mandelnougatine. Og her må jeg desværre sige, at jeg blev skuffet. Kagen var overraskende sej og havde ikke en særlig tydelig chokoladesmag. Det overraskede mig ret meget, for det er ikke særlig svært at lave en god chokoladebrownie, men det virkede som om, at denne her havde set for meget sukker og for lidt chokolade. Æv.

Jeg skyllede den lidt sære dessert ned med et glas Sauternes, som var sød og tilforladelig.

Betjeningen var god hos Feed Bistro. Søde, sjove og hyggelige tjenere, som helt bestemt trak op i den samlede oplevelse.

Maden og vinen var noget svingende. Forretten var fantastisk, og hovedretten var også skøn (selvom kartoffelmosen som sagt ikke var noget særligt). Desserten var til gengæld ikke værd at vælge en anden gang. Vinmenuen var lidt til den dyre side i forhold til, hvad man får. Jeg gav 475 kr for tre glas vin og var ikke specielt imponeret. Rødvinen var fremragende, men hvidvinen virkede hurtigt ret spinkel, og dessertvinen lidt ordinær. Så er det muligvis bedre at gå efter den lette vinmenu til 345 kr eller noget helt tredje.

Jeg ender på fire stjerner til Feed Bistro, hvor det er betjeningen, der lige giver den det sidste nøk opad.



2 thoughts on “Feed Bistro”

  • Åh altså. Den Beef Wellington dér. Og så netop med et godt glas rødvin. Eller fem.
    Brownie er tilgengæld altid “den kedeligste kage” i min bog. Men jeg er også temmelig specifik og proletarisk i mine favoritvalg i den katogori😇

    • Hehe! Jeg elsker en god, solid chokoladekage men vælger det sjældent på restauranter, da jeg ofte går efter citrondesserter eller bare den mest funky. Lige her trængte jeg dog til en helt klassisk chokoladedessert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *