Dampet fisk med spinat og pasta

Dampet fisk med spinat og pasta

Jeg nåede både at lavet røget og dampet fisk sidste weekend. Om søndagen fik vi nemlig denne enkle ret, som du sagtens kan lave en hverdagsaften (hvis du altså har frisk fisk). Jeg var forbi fiskehandleren dagen før, og her begik jeg en fejl. Jeg kom nemlig til at købe Victoria filet, og på vej hjem var der en klokke, der ringede i mit baghoved. Var der ikke noget om, at det var en fisk, man skulle holde sig fra, fordi den hørte til den kategori af fisk, som ikke er bæredygtig? Suk. Nå, men nu havde jeg købt fisken, så den skulle bruges. Vil du have lidt bedre styr på hvilke fisk, du bør købe og ikke bør købe, så tjek denne guide fra Økoliv og denne liste fra Politiken. Til dampet fisk vil jeg anbefale en lys, mager fisk – for eksempel torsk (og tjek så via sidstnævnte link hvilken slags torsk, du bør købe).

Jeg brugte ca. 300 g Victoria filet, da jeg skulle lave dampet fisk til to personer.

Til dampningen brugte jeg denne filur, som hedder en dampindsats.

… og vupti, den kan foldes ud! Så kan den passe til brede og knapt så brede gryder.

Hæld en smule vand i bunden af en gryde og sæt dampsigten ned i gryden.

Skær fisken i mindre stykker og sørg for, at stykkerne er ca. lige tykke, så de er møre på samme tid.

Bring vandet i kog og læg så fisken på dampsigten. Læg låg på gryden. Afhængig af tykkelsen på fisken skal den dampes i 10-20 minutter. Disse her havde kun brug for 10 minutter.

dampet fisk, fisk, Victoria filet, dampet

Så har du dampet fisk. Meget let og smertefrit. Pas på ikke at give fisken for længe, da den så mister smag og bliver tør og kedelig.

Skyl tre-fire håndfulde spinat (du kan sagtens bruge mere – jeg får altid undervurderet mængden af spinat, når det skal dampes, fordi det klasker så meget sammen). Læg spinaten i en sigte. Bring en gryde vand i kog og læg sigten oven på. Læg et låg over spinaten og lad den dampe et par minutter, indtil spinaten klasker sammen. Spinaten blev derefter vendt i nykogt pasta sammen med ½ dl piskefløde, revet skal fra ½ øko-citron samt lidt salt, og fiskestykkerne blev lagt oven på. Pynt med lidt friskrevet citronskal.

Hokus pokus – så har du dampet fisk og en hurtig, let og lækker aftensmad.



10 thoughts on “Dampet fisk med spinat og pasta”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *