Bagt dorade med citron og basilikum
Gemalen og jeg har lige været på ferie sydpå sammen med resten af familien, hvor vi blandt andet serverede bagt dorade med citron en af aftenerne. Vi bor som regel i hus med køkken, når vi er på ferie i Frankrig og Italien,så de fleste måltider tilberedes i hjemmet. Jeg elsker at købe fisk og skaldyr på ferier sydpå, hvor udvalget er helt fantastisk – og ofte til en ganske fornuftig pris. På det lokale marked faldt jeg for disse smukke dorader, som vi tog med hjem og bagte i ovnen. De første år, vi var på ferie sydpå, turde jeg ikke eksperimentere med fiskearter, jeg ikke havde så megen erfaring med, men de senere år er jeg blevet noget mere modig – blandt andet fordi man som regel slipper godt afsted med at bage fisk i ovnen. Vi tjekkede på nettet og fandt opskrifter på bagt dorade, hvor fisken skulle have 18-20 minutter. Disse dorader fik dog ca. 22 minutter, da de var ret store.
Som tilbehør serverede vi fløde-citronsauce, stegte auberginer samt kogte ris.
Bagt dorade med fisk og basilikum
4-6 personer
2 store dorader
1-1½ citron i skiver
2 spsk friske basilikumblade
salt
lidt olie
Vask fiskene (hvis de ikke allerede er renset for indvolde samt skæl af fiskehandleren, så skal du naturligvis gøre dette først). Gnid fiskene indvendigt og udvendigt med salt og læg et par skiver citron samt lidt basilikumblade i bugen på hver dorade. Smør lidt olie i et ildfast fad og læg doraderne i. Læg et par skiver citron på hver fisk og put fadet i ovnen. Bag dem ved 180 grader i 20-22 minutter. Tag fadet ud af ovnen og lad dem stå et par minutter, inden de serveres på et fad (eller i dette tilfælde en ren stegepande).
Fløde-citronsauce
½ l fløde
saft og skal fra 1 øko-citron
salt og peber
rørsukker
Rør citronsaft, citronskal og fløde sammen i en lille kasserolle og varm det langsomt op. Når det simrer, smager du det til med salt, peber og rørsukker. Servér saucen til fisken.
Note: Dorade er en mild og lækker fisk, og når du bager den, sørger du samtidig for, at fisken beholder meget af saftigheden. Det milde fiskekød går godt sammen med den cremede fløde-citronsauce.
1 thought on “Bagt dorade med citron og basilikum”