Dagens opskrift er på grove brunchboller, som jeg bagte i aftes. De kom med på arbejde i dag, da vi skulle spise morgenmad med vores nye kollega. Yoghurten i dejen gør, at bollerne lettere holder sig friske til dagen efter, for ellers er det meste bagværk jo bedst lige efter bagning.
Opskriften er fra ‘Amos Store Bagebog 2’, som er et fund til de penge.
Grove brunchboller
12-15 stk.
350 g hvedemel
150 g fuldkornshvedemel
50 g havregryn
½ dl rapsolie
1 dl yoghurt naturel
1½ dl vand
1 æg
25 g gær
1 tsk salt
1 tsk sukker
Bland yoghurt og lunt vand, og opløs gæren deri. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen, til den er ensartet. Lad den hæve, lunt og tildækket, i ca. 30 minutter. Slå dejen sammen og tril den ud til en pølse. Skær den i stykker, der formes som boller, og sæt dem på en bageplade. Lad dem hæve i ca. 20 minutter.
Pensl de grove brunchboller med lidt yoghurt og drys med fuldkornshvedemel. Bag dem i 12-15 minutter på midterste rille ved 220 grader.
Note: Dette er gode mættende boller. De kan sagtens bruges til en frokost eller en skovtur, og du kan selvfølgelig også tilføje lidt sesamfrø eller hakkede nødder, hvis du gerne vil have endnu flere fibre i.
Men apropos kogebøger. I lørdags hulkede jeg af grin. Mens jeg læste en kogebog…. og det sker ikke så tit. Faktisk er det nok første gang i mit liv, hvilket gemalen også bemærkede. Da jeg så begyndte at læse passager op fra den, måtte han også overgive sig.
Jeg havde netop modtaget ‘Anarkistens Ægte Kogebog’, som er en guldgrube af opskrifter, tips og sarkastiske bemærkninger. What’s not to like? Jeg elsker den lille kogebog (med spiralryg – det er altså praktisk!) og kan varmt anbefale den.