Varm appelsintoddy

Varm appelsintoddy

Jeg starter månedens benspænd med varme drikke med denne appelsintoddy, der – som navnet antyder – er baseret på appelsin! Jeg har lavet en varm appelsintoddy, og ideen fik jeg, da jeg surfede på emnet ‘varme drikke‘ på nettet. Pludselig slog det mig, at det var meget få opskrifter på varme appelsindrikke, jeg kunne finde. Hvorfor? Måske skyldes det, at appelsinjuicen er mere følsom mht. opvarmning, men jeg ved det reelt ikke. Jeg synes blot, det er interessant, at der findes så mange gode varme æbledrikke i forhold til appelsindrikke. Derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at eksperimentere med appelsinjuice som det første i månedens benspænd.

Varm appelsintoddy

2½ dl god appelsinjuice – jeg brugte den fra Valsølille
1 stykke kanel – ca. 6 cm
1 tsk tørret pomeransskal
½ spsk honning

Pynt: Strimmel af appelsinskal

Hæld appelsinjuice i en kasserolle sammen med kanel og pomeransskal. Lad trække i en time, inden du varmer det langsomt op på komfuret. Når drikken er blevet så varm, at du vil drikke den (den må IKKE bringes i kog), så tag kasserollen af komfuret. Smag appelsintoddyen til med honning (eller med citron, hvis du vil have en mere syrlig drik). Hæld den i et højt, tykt glas, stik en strimmel appelsinskal i glasset og servér det med det samme.

Note: En enkel men dejlig drik. En god og tydelig smag af appelsin, en fin sødme og et lille pift af kanel – uden at det bliver alt for julet (tilsæt mere kanel, hvis du gerne vil fremelske julesmagen). En skøn og lidt overset drik. Vil du kaste dig ud i at lave lidt anderledes varme drikke, så kan denne anbefales.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *