Restaurant SALT har længe stået på min liste over restauranter, jeg gerne vil besøge, og da Copenhagen Cooking lancerede årets program, kunne jeg se, at restauranten havde valgt at deltage med et spændende arrangement, hvor de tilbød en fire retters menu med fokus på bær til 300 kr – en ganske rimelig pris.

På bordene står der selvfølgelig forskellige slags salt, som man kunne drysse på kuvertbrødet eller blot nippe til undervejs.

Da vi ankom, stod der allerede den lillebitte mundfuld – en blød klat gedeost serveret sammen med grønne jordbær og hakkede mandler. Det passede fint sammen – jordbærret var hverken for sødt eller syrligt, og det var en kombination, jeg ikke lige havde forventet.

Til forret fik vi broccoli med hjertemuslinger, syltede stikkelsbær, dild og skum lavet på hjertemuslinger. En frisk og sommerlig ret, hvor smagene fra de forskellige råvarer var godt afstemt med hinanden. Jeg havde dog gerne set lidt flere muslinger i retten.

Gemalen havde overtalt mig til at vælge vinmenu, der kostede 300 kr – så kunne han også smage undervejs (snedige rad). Til forretten fik jeg Château de Cruzeau, Pessac-Léognan, Graves, 2006 fra Frankrig. En meget mild og behagelig hvidvin, som – lidt pudsigt – duftede lidt af kirsebær. Smagen var forholdsvis fed og passede glimrende til muslingerne.

Den næste ret var et virkelig spændende eksperiment – og nok en af de mest innovative retter, jeg har fået i år. Det var en kalvetatar toppet med sandrejer og ristet peberrod og serveret sammen med kirsebær og skaldyrsmayonnaise. En meget, meget spøjs kombination der virkede overraskende godt! Virkelig kræs. Jeg er ellers ikke så meget til tatar, men denne ret kunne jeg sagtens spise igen.

Til maden fik jeg et glas Mercurey “Clos Rochette”, Domaine J.Faiveley, Côtes Chalonnaise, 2008, Bourgogne fra Frankrig. Jeg nippede til den, lige da den blev serveret, hvor den havde havde en overraskende lang eftersmag, men da maden blev serveret et stykke tid efter, havde smagen ændret sig meget, og den lange eftersmag var forsvundet. Den fungerede udmærket til retten, men var ikke specielt interessant at drikke alene.

Hovedretten så ikke så stor ud, men lad dig ikke narre af synet, for den bestod næsten kun af kød og mættede godt! Den bestod af saltet lam og lammetunge, kantareller, solbær og rustikke brødcroutoner og var mild, indbydende og ret ‘fed’ i smagen. Der måtte gerne have været en lille smule mere grønt på tallerkenen som modspil til det tunge kød (høhø).

Vinen, der kom på bordet, var en ung Barolo “ Le Radici”, F. Revello, Piemonte fra 2008. Den var mild og fyldig på samme tid, men havde slet ikke den tyngde, som en ældre Barolo ofte har, og igen var vi behageligt overraskede over, hvor fint vinen matchede maden.

Nu skulle vi have sidst ret – troede vi – for da tjeneren kom med desserten, viste det sig, at det var en predessert! Herligt koncept. Det var en enkel servering bestående af ristede hasselnødder i bunden med en blåbærcreme og stikkelsbærgranité til. Frisk, sød, blød og knasende på samme tid. En sjov og anderledes men ikke desto mindre vellykket servering.

Til predesserten fik jeg et glas dessertvin – Chenin Blanc Ice Wine, Ch. Ste. Michelle, Washington State fra 2006 – og denne Eiswine viste sig at adskille sig markant fra andre Eiswine, jeg har prøvet, da denne var meget kraftig og med en krydret smag, der fik mig til at tænke på flamberede figner. Lækker men også meget mættende i smagen.

… og til sidst kom desserten så. En – sammenlignet med resten af retterne – næsten ordinær anretning med solbæris, ristet müsli, sød skyr og friske blåbær og hasselnødder. En fin dessert, men portionen var lidt for stor, når vi allerede havde fået fire retter (inkl. en velvoksen predessert). Når man så på, hvor kreative de andre retter var, så var det lidt overraskende, at der ikke var mere spræl i den sidste ret. Men den smagte aldeles glimrende.

Til desserten fik vi endnu et glas af dessertvinen, og den fungerede selvfølgelig også fint til denne dessert.

Betjeningen var høflig, venlig og smilende, og der var et fint flow i serveringerne, så vi hverken fik maden for tidligt eller for sent. Generelt var maden meget lækker, og det var dejligt at opleve nye, spændende smagskombinationer. Jeg elsker, når restauranter tør eksperimentere og gå nye veje mht. at kombinere råvarer på en ny måde. Der var som sagt et par steder, hvor jeg gerne ville have justeret lidt (ved forret og hovedret), men niveauet var dog ret højt. Desserten – eller predesserten – måtte dog gerne have været mindre, så det passede bedre til, at man skulle igennem fem retter – jeg var rimelig mæt, da vi havde spist de fire første.

Restaurant SALT levede mere end op til forventningerne, og det er et sted, jeg gerne kommer igen. Er du ikke interesseret i at besøge selve restauranten, kan du overveje at spise på deres café, der ligger lige ved siden af. Her er maden lidt mere traditionel, men den så også ganske indbydende ud.

Jeg vover mig op på fem stjerner med pil op.

Nu er det anden gang i træk, at jeg må droppe at skrive en detaljeret anmeldelse af The Dining Room, selvom vi igen havde en dejlig oplevelse. Da vi spiste på restauranten første gang, blev billederne af maden så dårlige, at jeg ikke ville lægge dem på bloggen. Denne gang var billederne noget bedre – til gengæld fik jeg ikke skrevet ned, hvad vi spiste! Rimelig pinligt – især fordi det nu er 1½ uge siden, så det er lidt svært at huske alle detaljer. Jeg undskylder derfor for evt. misforståelser.

Men altså – til forret mener jeg, at vi fik en form for terrine – en lille kompakt sag skåret i mindre stykker og serveret sammen med tynde rødbedeskiver, salatblade, hasselnøddeolie og creme. Den var udmærket, men forholdsvis anonym.

Til hovedret mener jeg, at det var kalvemørbrad, som blev serveret med gulerødder, løg, en meget cremet mos og en ret lækker sauce. Kødet var stegt perfekt og var både mørt og rødt, som det skal være. Jeg kunne godt lide, at gulerødderne havde lidt bid, så de ikke var helt udkogte og overmøre.

Desserten var en dansk klassiker – men i en moderne udgave. Rødgrød med fløde, hvilket i dette tilfælde var en intens rødgrød med vaniljeflødeis og ristede mandler oven på. Lækker lille dessert, som gled hurtigt ned og havde en fin balance mellem den søde, semikraftige grød og den fuldfede vaniljeis. I øvrigt godt med lidt knas på toppen, så der var mere struktur i maden.

Mens vi spiste, nåede solen at gå ned, og mørket tog over. Der var en ret flot udsigt fra 25. etage af Radisson hotellet, hvor restauranten ligger, og vil du spise på restauranten, vil jeg anbefale, at du får dig et bord tæt på vinduerne, for det er nu et fascinerende syn.

Servicen var –  ligesom sidste gang – god, betænksom og med et glimt i øjet. Jeg elsker, når tjenere har overskud til at smile og komme med en frisk bemærkning, selv når der er travlt.

Maden var god men ikke helt så overvældende som sidst, hvor der var flere overraskende detaljer i maden. Her var retterne lidt mere klassiske, men stadig veludførte og gode. Vi ligger denne gang et sted mellem fire og fem stjerner, og det er et sted, jeg gerne vender tilbage til en anden god gang.

Vores Københavnsudflugt sluttede af med et besøg hos Spuntino. Her havde vi bestilt bord i forbindelse med Cofoco-kædens ‘flyrejser’ i juli måned, så vi fik en tre retters menu til 185 kr – en ganske god pris.

Til forret fik vi tre serveringer, som vi delte. Portionerne var ret gavmilde i størrelsen og lagde en ret solid bund, så jeg spiste stort set ikke brød til maden. De tre forretter var henholdsvis gnocchi serveret med gorgonzola, valnødder og salccia, cannelloni fyldt med spinat og ricotta samt spaghetti serveret med muslinger, hvidløg og persille.

Alle tre forretter var gode, men især gnocchien faldt i min smag. Cannellonien var udmærket men ret ordinær, mens serveringen med muslinger og spaghetti var delikat men lidt for nærig med muslingerne.

Vi tog en vinmenu til (tre glas for 150 kr – igen ret rimelig pris), og til forretterne fik vi en Grecanico Vignali Roccamora fra 2010, som gik fint til alle tre retter.

Til hovedret fik vi pollo a la napolitana – dvs. stegt kylling i kraftig tomatsauce serveret med blød polenta lavet på parmesan samt grøn salat. Kyllingen var fin, mens tomatsaucen var fremragende! Vi prøvede at udfritte tjeneren for tips til, hvordan man laver en så lækker tomatsauce, men han kunne ikke få køkkenet til at røbe det. Pokkers. Den bløde polenta var også ret vanedannende, meeen den var også ret kalorieholdig, så det var ikke så overraskende, at den smagte godt.

Vi fik en Chianti Classico Rietine fra 2007 til hovedretten. Tjeneren sagde inden, at den blev serveret kold, og det er også korrekt, at rødvin ikke skal serveres ved stuetemperatur – men denne vin var til gengæld så kold, at vi stort set ikke kunne smage den, så jeg blev nødt til at varme glasset med hænderne, indtil vinen kom op på 10-12 grader og dermed blev noget mere indbydende.

Desserten var panna cotta, der blev serveret sammen med melon og hindbær marineret med citronverbena. Jeg har (desværre) ikke de store erfaringer med panna cotta, så når jeg siger, at dette var den bedste panna cotta, jeg nogensinde har fået, lyder det hult. Alligevel bliver jeg nødt til at fremhæve, hvor cremet, let og indsmigrende den var – så blød, behagelig og mild. En virkelig god dessert sådan en sommeraften, hvor temperaturen ganske vist ikke var imponerende, men hvor vi omvendt ikke var i humør til en tung og voldsom dessert. Til desserten fik vi et klassisk glas Moscato D’Asti.

Vi var glade og tilfredse, da vi gik derfra. Den største svipser var vinen, der var alt for kold til hovedretten, men ellers var niveauet ganske godt for den prisklasse. Vi sparede knapt 100 kr per person i forhold til normalprisen, og med det i mente ligger vi på ca. fem stjerner. En tre retters menu koster normalt 275 kr hos Spuntino, og havde vi givet fuld pris, havde jeg nok placeret den på 4½ stjerner.