Restaurant TRIO

restaurant TRIO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Jeg har et par hængepartier i forhold til restaurantanmeldelser, og det ene af dem er Restaurant TRIO, som gemalen og jeg besøgte tilbage i februar. Jeg besluttede mig dengang for at vente med at anmelde stedet, da jeg muligvis skulle forbi i anden anledning i slutningen af foråret, men det blev desværre ikke til noget. De sidste par måneder har jeg haft virkelig travlt og ikke fået blogget så meget, og så har denne anmeldelse blot ligget og samlet støv. Men – nu skal det så være.

Restaurant TRIO ligger i Axel Towers – de nye bygninger, der erstatter den tidligere Skalabygning. Restauranten har også en bar, som jeg har været forbi et par gange det sidste års tid, og den kan anbefales – virkelig fin og god betjening og rasende lækre drinks. Jeg lokkede derfor gemalen til at nyde en drink sammen med mig, inden det var tid til at spise.

Gemalen har fødselsdag i februar og altid i samme uge som Dining Week og Dinner Days, så derfor bruger vi ind imellem de tilbud, når vi fejrer hans fødselsdag – også i dette tilfælde, hvor der var penge at spare på besøget hos Restaurant TRIO.

Tilbuddet denne aften bestod af tre snacks og fire retter til 400 kr. En ganske rimelig pris – ikke mindst når man tænker på det niveau, som TRIO har ry for at have.

restaurant TRIO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Vi bestilte drikkevarer, og efter et stykke tid fik vi de tre enkle snacks serveret. De var udmærkede, men jeg kan ærlig talt ikke huske dem særlig godt, så her nøjes jeg med et billede af den ene af dem, som bestod af krabbe med friske krydderier i en stegt bolle.

restaurant TRIO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Nu var det tid til første forret. Den bestod af ceviche lavet på helleflynder serveret sammen med forskelligt slags grønt, ristede nødder samt lime. En frisk og delikat ret men også lidt anonym.

Næste forret måtte vi vente et godt stykke tid på. Heldigvis var vi i godt selskab (hehe) og havde ikke travlt, men vi nåede da at samle noget appetit, inden retten blev serveret. Den bestod af stegt kulmule med syltede porrer, løgpuré samt hummersauce, og den smagte lige så godt, som det lyder. En fiskeret kan nærmest ikke gå galt, når man serverer skaldyrssauce til og da slet ikke, når den er lavet på hummer. Mmm!

restaurant TRIO, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Nu var det tid til hovedretten, men her var ventetiden endnu længere. Tjeneren var forbi for at beklage, og det var tydeligt, at køkkenet ikke var vant til at afholde arrangementer som Dinner Days, hvor mange mennesker skal have samme ret serveret på samme tid. Jeg tror, vi nåede op på 40-45 minutters ventetid mellem anden og tredje ret, og det er alt for længe i min optik – især når der er tale om et arrangement af denne type.

Men tilbage til maden – hovedretten var en rigtig vinterret. Braiserede oksekæber glaseret i tyttebærsauce med bagt selleri og fermenterede hvidløg til. God fyldig ret med masser af smag.

Ventetiden inden sidste ret var heldigvis ikke så lang, for selvom der var hyggeligt, så var vi ved at være lidt trætte. Vi blev derfor glade, da desserten kom på bordet – en citronsorbet og vaniljeis med lakridsmarengs til. Meget fin dessert med tilpas citronsmag.

Restaurant TRIO er bestemt et hyggeligt sted, og tjenerne er meget venlige. Desværre skred tidsplanen fuldstændig for køkkenet den aften (måltidet tog 3-3½ time), og det trak selvfølgelig ned i oplevelsen. Maden var god – måske ikke helt så innovativ, som jeg havde forventet men bestemt vellavet. Det er dog stadig på drinks-området, at stedet for alvor vinder.

Vores oplevelse på Restaurant TRIO endte på fire stjerner. Jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at spise der igen, og jeg vil helt sikkert kigge forbi for at få en drink eller to.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *