Restaurant Sasaa
I sidste uge skulle jeg i Nørrebro Teater, og her benyttede jeg lejligheden til at spise aftensmad på restaurant Sasaa. Det er en restaurant med fokus på det afrikanske retter, hvor du enten vælger nogle retter fra menukortet eller blot beder om den fire retters menu, som de har sammensat. Gemalen og jeg tænkte, at det sidste var det letteste (og det må det godt være ind imellem!), så det snuppede vi. Derudover supplerede vi med et par samosaer med henholdsvis vegetarisk fyld og med kyllingefyld.
Sasaa serverer ikke alkohol, men man kan blandt andet få forskellige slags druesaft, og det kunne jeg ikke stå for. Vi valgte to forskellige slags, og begge havde en frisk og let sødmefuld smag, der passede godt til den krydrede mad.
Vi delte to samosaer, der havde en fin sprødhed. Fyldet var mildt krydret, men så kunne man vælge at dryppe lidt af de to slags chilisaucer på, der fulgte med selve menuen. Vi havde valgt en mild og en mellemstærk chilisauce, og det var ganske passende til os.
Menuen bestod af fire forskellige stuvninger med ris og chapati brød til. Der var sugaar – en ret lækker stuvning med oksekød, løg, kartofler og koriander og en skøn kyllingestuvning i peanutsauce med friske tomater, løg og koriander. Der var også velkrydret vegansk stuvning i peanutsace med søde kartofler, grønne linser, ingefær, grønkål og tomater samt vegansk chakalaka lavet på sorte bønner og forskellige grøntsager.
Jeg syntes, at det var rigtig god mad til prisen. Det er alligevel sjældent, at man kan få fire forskellige retter med tilbehør til lidt over 200 kr per person, og så var retterne tilmed også tilpas forskellige og godt krydrede..
Vi havde en skøn, munter tjener, som skabte en god stemning, og det var i det hele taget en hyggelig spiseoplevelse. Restaurant Sasaa er måske ikke et sted, hvor du hænger ud i flere timer, men det er et glimrende uformelt sted, hvor man kan mødes med vennerne.
Jeg ender derfor på fem stjerner til restaurant Sasaa – det er sjældent at finde et så godt måltid til den pris.