Restaurant Rebel

Restaurant Rebel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnTidligere på måneden var gemalen og jeg på Restaurant Rebel sammen med et vennepar. Det er et sted, jeg længe har ønsket at besøge, så da jeg fandt ud af, at vores venner også meget gerne ville spise på Restaurant Rebel, sørgede jeg for, at vi hurtigt fandt en dato, hvor det kunne lade sig gøre.

Restaurant Rebel er et af de anmelderroste spisesteder, der er skudt op i København i løbet af de senere år. Restauranten vil gerne lave moderne dansk gourmetmad i den billigere ende og serverer derfor små retter til 100 kr. De skriver selv, at hvis ‘maven rumler’, bør man tage fire eller fem retter. Det hjælper mig dog ikke så meget som gæst, for skal jeg så være godt sulten for at tage fire retter, eller kan jeg nøjes med tre? Det måtte jeg teste, for jeg var moderat sulten den aften, så jeg holdt mig til tre retter, mens resten af selskabet tog fire retter.

Restaurant Rebel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnRestaurant Rebel har et ret fristende menukort, så det var svært at vælge. Det lykkedes dog efter lidt betænkningstid. Til gengæld var vi dårligt stillet, da det drejede sig om vinene, for her var udvalget af vin på glas skrevet på en tavle i den anden ende af lokalet, og da tavlen ikke var lyst op, var det stort set umuligt at læse navnene på vinene. Vi endte derfor med at bede tjeneren om at finde frem til et par glas til os. Jeg var dog ikke så imponeret over dem, der blev serveret – den ene var alt for syrlig, så den fik vi udskiftet, mens de to andre var ok uden dog at være noget særligt.

Vi undrede os desuden over, at restauranten gjorde så meget ud af at pointere, at de ikke ville komme med lange prædikener om maden og vinen, og at tjenerne nok skulle holde sig væk, så man kunne nyde maden i fred. Er det ikke efterhånden so last 5-10 years ago, at restauranterne gjorde en dyd ud af ikke at ville fortælle noget om den mad, de serverer? Vi syntes i hvert fald, det virkede mærkeligt og gammeldags. Hvis jeg ikke vil vide noget om den mad, jeg spiser, ville jeg jo nok spise et andet – og langt mere underlødigt – sted.

Restaurant Rebel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDet er efterhånden et stykke tid siden, jeg har været på en restaurant med gavmilde mængder af kuvertbrød, men det er der helt sikkert på Restaurant Rebel. Vores brødkurv og smørtallerken blev genopfyldt flere gange undervejs, og det var svært at holde fingrene fra det friskbagte brød.

Restaurant Rebel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDen første ret blev serveret samtidig med kuvertbrødet. Det var på den ene side en god idé at servere noget mad kort tid efter, at vi var ankommet, så vi ikke forspiste os i kuvertbrød med det samme, men det virkede også lidt underligt, at det gik så hurtigt.

Min første ret bestod af torsk, blåmuslinger og røget kartoffel i en fyldig sauce. En herlig og velsmagende ret, hvor det milde fiskekød passede godt sammen med den afdæmpede men solide sauce. Selvom portionen ikke var voldsom stor, mættede den godt.

Restaurant Rebel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDerefter var der en del ventetid – lidt for meget ventetid – indtil næste ret kom på bordet. Jeg havde udvalgt mig en ret bestående af smørstegte pompom-svampe, sprød blomkål samt brunet smør. Jeg mener, at cremen var pureret blomkål, men den er jeg lidt usikker på. Svampene havde suget godt med smør til sig og smeltede nærmest på tungen, og retten forsvandt temmelig hurtigt. Det havde ikke gjort noget med et lille drys friske krydderurter oven på for at give lidt modspil til fedmen i retten (og for at lyse lidt op på tallerkenen), men retten kunne også sagtens gå uden.

Restaurant Rebel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnMin sidste ret denne aften var aftenens smukkeste servering. En knaldrød oksetatar saveret sammen med syltede ribs, urtemayonnaise, karse og noget sprødt (ristet, finthakket rugbrød vil jeg gætte på). En skøn sammensætning af de syrlige bær, den fede mayo, den friske letbitre karse og den milde men smagfulde tatar. Det var rent guf!

De andre snuppede som sagt en ret mere – selvfølgelig en dessert. Jeg smagte en bid af gemalens, og den var ganske god.

Er tre retter så nok på Restaurant Rebel? Denne aften var det, men det skyldtes nok også, at der var rigeligt med kuvertbrød, som man kunne forgribe sig på. Det blev vi i hvert fald nødt til, da ventetiden blev for lang mellem to af retterne. Skulle jeg spise der igen, ville jeg nok gå efter fire retter.

Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt jeg vil komme igen. Maden var der intet i vejen med – den passede fint med restaurantens målsætning om at lave moderne dansk gourmetmad i den prisvenlige ende af skalaen. Til gengæld følte vi os ikke særlig velkommen. Det virkede i hvert fald som om, at den ene af tjenerne havde fået det forkerte ben ud af sengen den dag og virkede tvær, distanceret og kort fra hovedet. Jeg synes ellers, at de københavnske restauranter har oppet sig de senere år og er blevet langt bedre til at have opmærksomme, smilende og venlige tjenere, men det var desværre ikke den oplevelse, vi havde på Restaurant Rebel, hvor vi mest fik følelsen af at være i vejen.

Jeg ender på fire stjerner for oplevelsen – maden var god, men det var servicen ikke.

Restaurant Rebel, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København



2 thoughts on “Restaurant Rebel”

  • Præcis samme følelse havde jeg, da jeg besøgte stedet sidste år – det var virkelig god tatar, men der var flere kiksere med vin og ventetid og mad, der kom før vin, halvsure tjenere som ikke bidrog til stemningen og jeg er enig: det ødelægger altså oplevelsen for mig, til trods for at maden havde et relativt højt niveau. Og helt billigt er det jo heller ikke, så der er så mange andre steder man snildt kunne lægge pengene for både god mad OG service!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *