Restaurant Je t’aime

Restaurant Je t’aime

Jeg har endelig besøgt Je t’aime, der ligger tæt på Dybbølsbro Station i København. Vi skulle lige nå at hygge med et vennepar, inden de gik på sommerferie, og så var lækker fransk bistromad da lige sagen.

Je t’aime har en menu til 475 kr, men vi havde lyst til selv at vælge, så alle studerede møjsommeligt menukortet. Og det var svært at vælge, for der var mange fristelser. Vi fik dog endelig valgt en forret og en hovedret samt fundet lidt vin at drikke.

restaurant je t'aime, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, je t'aime

Mens vi ventede på første ret, fik vi en sprød butterdejssnack med ost, purløg og andet godt, som vi delte to og to. Og det er jo sjældent, at man går fejl af noget, der indeholder butterdej og ost, så det var en aldeles glimrende start.

Derefter kom der også lidt kuvertbrød på bordet, og så var vi klar til forretten.

restaurant je t'aime, restauranter i København, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, je t'aime

Jeg havde valgt ceviche på sandart med citronmarinade, ristede hasselnødder og dildkviste. Nu er jeg ret glad for citron, så alene duften fra denne servering fik mig til at smile. Den friske letsyrlige citrusduft var så skøn! Og der var fuldt knald på citronsmagen, uden at den dog overdøvede den milde fisk. En ret lækker og spændende sammensætning af råvarer.

Til hovedret havde jeg valgt sommerbuk, der blev serveret med saftige majs og kirsebær, stegte kantareller samt frisk estragon – og en dejlig glace. Kødet var perfekt tilberedt, og den søde majs samt de saftige og lettilberedte kirsebær klædte kødet godt.

Maden var rigtig god. Desværre besøgte vi Je t’aime en lun sommerdag, hvor varmen lige tog toppen af appetitten, så ingen af os havde desværre plads til dessert, selvom dessertkortet bestemt var fristende.

Vi fik en fin og uformel betjening og hyggede os ganske godt i restauranten, hvor man heldigvis ikke sad meget tæt på andre borde og derfor kunne høre, hvad hinanden sagde.

Jeg ender på fem stjerner til Je t’aime. Her serveres lækker fransk bistromad lavet på årstidens råvarer, og jeg håber at kigge forbi igen en dag, hvor der også er plads til dessert.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *