Pita med kebab og vandmelon

Pita med kebab og vandmelon

Jeg lister lige tilbage til månedens benspænd, hvor navnegeneratoren foreslog, at jeg skulle lave pita med kebab og vandmelon! Det var alligevel en lidt usædvanlig kombination, syntes jeg, men jeg kunne godt se det interessante i at kombinere det krydrede kød med saftig og sød vandmelon.

Pitabrød har jeg bagt før, og de hjemmelavede pitabrød smager ca. 100 gange bedre end købeversionen. Det var derfor en fin anledning til at bage en ny portion, så jeg har ekstra brød i fryseren til en hurtig gang aftensmad en anden dag.

Jeg har tidligere lavet shawarma, og jeg brugte samme trick, da jeg skulle tilberede kebab, nu jeg ikke havde et højt grillspyd, det kunne tilberedes på.

kebabkrydderier

Kebabkrydderier

2 tsk spidskommen
1 tsk røget paprika
2 tsk hvidløgspulver
1 tsk cayennepeber
1 tsk koriander
1 tsk knust chili
1 tsk stødte nelliker
1 tsk oregano
1 tsk peber
1 tsk salt

Rør krydderierne sammen.

Kebab

500 g lammekød, skåret i tynde, små skiver
krydderiblandingen
4 spsk æblecidereddike
2 spsk olivenolie

Hæld kødet i en skål og vend det grundigt med de øvrige ingredienser. Dæk det med husholdningsfilm og stil det i køleskabet til næste dag.

Læg kødet på en bagepapirbeklædt bageplade og steg det i en forvarmet ovn ved 250 grader i 15-20 minutter. Rod gerne rundt i kødet, når det er ca. halvvejs.

Pita med kebab og vandmelon

Tag et pitabrød og skær en åbning i det. Hæld lidt dressing i – gerne creme fraiche dressing eller hvidløgsdressing – og fyld skiftevis fintsnittet iceberg salat, kebabkød og små vandmelonstykker i. Slut af med lidt ekstra dressing.

Note: Jeg må sige, at det var en positiv overraskelse. Kombinationen mellem det krydrede kød og den søde vandmelon kunne altså noget.



2 thoughts on “Pita med kebab og vandmelon”

  • Hvor lyder det lækkert, selv om jeg ikke før har læst om pita med kebab og vandmelon!
    Her er vi igen begyndt at bage alt vores brød selv, og jeg giver dig ret i, at det smager meget bedre end det meste købebrød.
    Din kebabkrydderiblanding er bare så smuk 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *