Mine yndlingskrydderier
Jeg elsker krydderier og ikke mindst mad med masser af smag. Derfor har jeg naturligvis også en række yndlingskrydderier. Udvalget ændrer sig ind imellem, men pt. er nedenstående de krydderier, jeg holder mest af.
Ved nogle af krydderierne har jeg nævnt bestemte producenter. De er udelukkende nævnt, fordi det er lige præcis deres udgave af krydderiet, jeg bedst kan lide og ikke fordi producenterne har betalt for at være med i dette indlæg.
Der er i øvrigt kun fokus på tørrede krydderier i dette blogindlæg – skulle jeg tage de friske krydderier med, ville listen se anderledes ud, men det kan være, jeg laver en tilsvarende liste over friske krydderurter til sommer.
Første krydderi er faktisk hjemmedyrket – nemlig timian. Jeg elsker timian og bruger det meget ofte i madlavningen. Vi har en timianplante med storhedsvanvid på terrassen. Den nægter at være i krydderurtebedet med de andre krydderurter og har i stedet valgt at slå sig ned ved siden af! Vi klipper den jævnligt til (mest lige så meget for overhovedet at kunne komme ud af terrassedøren!), og i den forbindelse tager jeg altid timiankvistene med indenfor og lader dem tørre en dags tid, inden jeg gnider timianen af og putter på glas.
Timian passer til mange råvarer, og så er det naturligvis praktisk, at vi er selvforsynende på det punkt.
Da jeg første gang stødte på sød paprika fra Mill & Mortar, var det kærlighed ved første blik. Ikke alene er det et virkelig smukt krydderi – den søde paprika har også en fantastisk smag, der blandt andet egner sig fortrinlig til grill-retter. Den indgår derfor også tit, når vi laver BBQ-inspirerede retter. Det er ikke så tit, jeg støder på dette krydderi i butikkerne, så når jeg gør, køber jeg som regel 2-3 bøtter med det samme, så jeg altid har noget på lager.
Jeg er også glad for røget paprika og har for nylig købt en udgave fra Mill & Mortar, men jeg har endnu ikke prøvet den, så jeg ved ikke, om den er lige så skøn som den søde udgave.
Chili kan være mange ting. Det indså jeg for alvor, da jeg havde mexicansk benspænd, hvor jeg eksperimenterede med forskellige slags chili. Her faldt jeg pladask for de tørrede chilier, som Cool Chile sælger, for de har mange forskellige styrkegrader. Chili behøver ikke at være stærk – der findes også chilier, der er milde, men som giver en fin dybde til retterne. Jeg har derfor altid pasilla og ancho chili fra denne producent på lager – samt chipotle og arbol chili, som begge er noget stærkere. De er især skønne at bruge til grill-retter.
Jeg ved ikke, om man kan købe Cool Chiles produkter i Danmark længere, så de sidste par år har jeg bestilt direkte fra deres hjemmeside.
Sidste år havde jeg karry-benspænd, og i den forbindelse prøvede jeg blandt andet at blande min egen karry. Den blev ganske god, men den blev nu overtrumfet af verdens bedste karry, som jeg fik tilsendt en prøve af og derefter er gået over til at købe lige siden. Det er en karry, der har en smuk gyldengul farve og en herlig sammensætning, så den både føles rund og forholdsvis kraftig på samme tid – uden at blive skarp eller bitter som visse karryblandinger gør. Den skal også bestilles på nettet, for jeg har endnu ikke set den i fysiske butikker endnu.
Et andet af mine yndlingskrydderier er fennikelfrø. De går blandt andet rigtig godt sammen med svinekød men er også skønne, hvis man rister dem og bruger dem oven på grøntsagssupper eller i brød. Jeg har som sådan ikke en yndlingsproducent af dette krydderi – i øjeblikket bruger jeg fennikelfrø fra Urtekram og de er ganske glimrende.
En af mine absolutte yndlingskrydderier bruger jeg faktisk utrolig sjældent i madlavningen, og det er stjerneanis. Jeg ELSKER duften af stjerneanis og tager dem ind imellem frem fra krydderiskuffen kun for at snuse til dem (… don’t ask!). Det er dog samtidig også et krydderi, der kan være svær at bruge i madlavningen, så stjerneanis bruger jeg mest til syltning og til gryderetter.
For et par måneder siden havde jeg et ingefær- og kanel-benspænd. Ingefær kan jeg godt lide, men kanel er ganske enkelt et must have i mit køkken. Jeg sværger til den stødte kanel fra Urtekram – den smager fantastisk og det er rigtig kanel – ikke den der skumle udgave, som blev udråbt som sundhedsfarlig for et par år siden. Kanel kan både bruges i det søde og det salte køkken og på alle årstider (selvom de fleste nok forbinder kanel med vinter og i særdeleshed med jul).
Og apropos jul… Sidst men ikke mindst er der vanilje… vel at mærke vaniljepulver. Læg mærke til, at jeg ikke skriver vaniljesukker – det bruger jeg efterhånden ekstremt sjældent. Jeg foretrækker i stedet vaniljepulver, og her køber jeg altid den fra Urtekram. Ind imellem bruger jeg også vaniljestænger, men det er først og fremmest vaniljepulver, jeg tyr til, når jeg laver desserter og kager – og ja, der kommer vanilje i utrolig mange af mine søde sager, for vanilje smager skønt!
Hvad er dine yndlingskrydderier?
Spidskommen… Elsker duften og smagen. Synes det tilføjer lidt 1001 nats stemning 😉
Det er også et skønt krydderi ♥
Nogle af mine yndlings…. for øjeblikket er timian og fennikelfrø til maden, og kardemomme og kanel til bagning.
Vil også gerne takke for din inspirerende blog. Jeg elsker den simpelthen, og bruger mange af dine gode opskrifter og IDEER (primært vege-retterne, fordi jeg er sådan en, der kun spiser det).
Tusind tak for dine søde ord! Du må endelig sige til, hvis der er vegetarretter, du kan anbefale, som jeg ikke allerede har eksperimenteret med 🙂