Brød med bageenzym

Brød med bageenzym

Har du prøvet at bage brød med bageenzym? Det måtte jeg naturligvis gøre i forbindelse med mit brød-benspænd.

Jeg fik en lille pose bageenzym fra min svigermor for nogle måneder siden, og nu var det altså tid til at prøve det. Bageenzym skulle give et lidt luftigere brød og en sprød skorpe. Der står også i beskrivelsen, at man kan bruge det i en brøddej, der kan/skal opbevares i køleskabet i op til to døgn, inden du bager brødet. Det havde jeg dog ikke lige tid til at teste denne weekend, så det blev luftighed og sprødhed, jeg ville efterprøve.

Brød med bageenzym

1 stort hvedebrød

25 g gær
4 dl håndvarmt vand
1 dl creme fraiche
½ spsk salt
1 dl fuldkornshvedemel
10-11 dl hvedemel
10-15 g bageenzym

Rør vand og creme fraiche sammen og rør gæren ud i det. Rør fuldkornsmelet i og lad det trække et minuts tid. Imens rører du salt, bageenzym og halvdelen af hvedemelet sammen. Rør det i gærblandingen og tilsæt derefter løbende hvedemel til blandingen under omrøring/æltning. Når dejen samler sig til en blød og smidig masser, ælter du den i mindst fem og gerne ti minutter, inden du lægger den i en skål og dækker den med et fugtigt klæde. Lad dejen hæve en times tid til dobbelt størrelse.

Drys hvedemel på køkkenbordet og ælt dejen igennem. Form et aflangt brød af det og læg det på en bagepapirbeklædt bageplade. Dæk det med viskestykket og lad det efterhæve en halv time.

Bag brødet ved 200 grader i 20-25 minutter, indtil det er letgyldent og lyder hult, når du banker på overfladen. Lad det køle af, inden du skærer skiver.

Note: Hvordan er brød med bageenzym så? Tjo. Skorpen er ret sprød, når man tager brødet ud, men jeg syntes dog ikke, at det holdt så længe. Jeg ved ikke, om jeg havde for høje forventninger (også kendt som brød, der er så sprødt, at man nærmest skærer ganen på det). Jeg syntes dog, at brødet føltes lidt mere sprødt, når jeg skar det i skiver. Det havde i hvert fald en ret lækker, sprød lyd. Luftigheden var den samme, som når jeg bager andre brød.

Jeg må prøve flere brød med bageenzym i fremtiden for at finde ud af, om det kan betale sig 🙂



3 thoughts on “Brød med bageenzym”

  • Jeg synes det ser skide godt ud. Kan man ikke skære det i skiver, lægge det i fryseren og så tage de skiver frem som man senere skal bruge, har du prøvet det?
    Kunne måske godt tænke mig du tog et billede så man kan se hvordan dejen ser ud når den skal æltes
    Hilsen Charlotte

    • Mange tak – jeg elsker det rustikke look 🙂
      Jo, det er jeg ret sikker på, at man kan. Det har jeg i hvert fald gjort.

      På det tidspunkt af processen har jeg som regel mel på hænderne, så der tænker jeg ikke at fotografere 😀 Kan du uddybe, hvorfor du savner et billede af det step?

      • Ja, det kan jeg godt se er et problem med klæbrige dejfingre. Det er blot for at se hvordan teksturen er på dejen , er lidt i tvivl, men jeg prøver mig frem Piskeris – tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *