Bagt kartoffel med skinkefyld
Jeg starter 80’er-benspændet med en klassisk frokostret fra min barndom – nemlig bagt kartoffel med skinkefyld. Det er en let frokostret – især hvis du tilbereder den i mikroovnen ligesom jeg gør – og så er det en sund og billig ret.
Jeg kan ikke huske den præcise sammensætning på fyldet fra min barndom, men det er sådan set også lige meget, for mine smagsløg har ændret sig, så jeg blandt andet kan lide retter, hvor der er skruet op for smagen. Jeg har derfor skruet godt op for sennepssmagen i dette skinkefyld, og så har jeg tilføjet ærter, der både smager godt og pynter noget så nysseligt.
Bagt kartoffel med skinkefyld
2 personer
2 store bagekartofler
3 spsk creme fraiche – jeg brugte 9%
1½-2 tsk stærk sennep
salt og peber
100 g god skinke i skiver
ca. 1 dl frosne ærter
Vask kartoflerne og tilbered dem i mikroovnen efter denne metode. De kartofler, jeg brugte, var ca. 50% større end dem, jeg har linket til, så de fik mellem 2 og 3 minutter mere.
Skær skinken i tern. Hæld ærterne i en lille skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå 1-2 minutter, inden du dræner dem. Rør creme fraiche og sennep sammen og vend dernæst skinke og ærter i – gem dog en tsk af hver til pynt. Smag skinkefyldet til med salt og peber.
Læg kartoflen på en tallerken og skær et stor kryds i toppen. Tryk den lidt på siderne, så krydset i toppen åbner sig, og put så 1-2 spiseskefulde fyld i. Du kan evt. fjerne lidt kartoffelmasse, så der er bedre plads til fyldet. Så er der bagt kartoffel med skinkefyld – og lidt ekstra skinkefyld ved siden af (det er ikke meningen, at alt fyldet skal være i/på kartoflen fra start….).
Note: Bagt kartoffel med skinkefyld er en superlet frokostret – men kan selvfølgelig også spises om aftenen. Har du ikke en mikroovn, kan du bage kartoflerne i ovnen – det tager i så fald et sted mellem 1 og 1½ time ved 200 grader (afhængig af hvor store kartoflerne er).