Kært barn har mange navne, og sådan er det også med fuldskager eller fulskager fra Sejerø. Ok, det er mest de to navne, jeg er stødt på, men jeg har også hørt, at de har kælenavnet ‘fusser’, hvilket jeg morede mig meget over 🙂
Nå, men fuldskager er en egnsret fra Sejerø, og jeg stødte på den, da jeg så Brødrene Prices programmer på DR om egnsretter. Det er også deres opskrift, jeg har skelet til – dog med enkelte justeringer.
Ingredienslisten til fuldskager er ikke særlig lang, men du skal dog være opmærksom på, at man skal bruge hakket svinekød med høj fedtprocent – gerne omkring de 25%. Jeg var forbi den lokale slagter for at få ham til at lave en portion friskhakket svinekød med den rette fedtprocent.
Fuldskager
16-18 stk.
250 g hakket svinekød, 25%
1 lille løg, meget finthakket eller revet
1 tsk salt
½ tsk peber
2 allehånde, knuste
1 tsk timian
Dej:
ca. 1½ dl vand
2 spsk havregryn
250 g hvedemel
Rør svinekødet sammen med løg og krydderier. Rul farsen til små kugler (lidt mindre end en valnød) og sæt dem på et bagepapirbeklædt fad eller tallerken. Sæt dem i fryseren i 4-5 timer, så de er helt faste.
Når du skal lave dejen, blander du først havregryn og vand i en skål. Lad det trække i 5-10 minutter, så havregrynene bliver ret smattede, og ælt derefter melet i. Dejen skal være smidig, så synes du, den enten bliver for tør eller for fugtig, justerer du blot med lidt ekstra mel eller vand. Tag en lille kugle dej – ca. samme størrelse som en af farskuglerne – og tryk dejen ud i håndfladen, så den bliver til en lille tynd pandekage. Fold dejen omkring en farskugle og nip eventuel overskydende dej af. Tril kuglen så den bliver helt rund. Fortsæt sådan indtil du har pakket alle farskuglerne ind i dej.
Bring en stor gryde vand i kog og put dine fuldskager i. Lad dem koge i ca. 20 minutter. Husk at røre forsigtigt i gryden i starten, så dine fuldskager ikke sætter sig fast på bunden af gryden.
Hæld vandet fra gryden og drys dine fuldskager med lidt salt og timian. De serveres normalt bare, som de er, men jeg tillod mig også at smide lidt blommechutney på tallerkenen, for den passede så godt til.
Note: Fuldskager er en sjov lille hapser. Den smager ikke af så meget (selvom jeg skruede op for krydderierne), så personligt foretrækker jeg lidt dyppelse til som for eksempel førnævnte blommechutney.
Vi skulle naturligvis også have øl til. Jeg ledte efter noget lokal øl, der passede til, og helt lokalt blev det ikke, men jeg fandt da både en øl fra Holbæk Bryghus og en fra Hornbeer, der kunne bruges. Begge dejlige øl.