I starten af oktober havde gemalen og jeg bryllupsdag, og det skulle naturligvis fejres. Vi var ikke i tvivl om, hvor vi ville hen, for siden den venezuelanske gourmetrestaurant, Taller, åbnede i marts, så har den stået øverst på ønskelisten over restauranter, vi gerne ville prøve.

Taller ligger tæt på Kongens Nytorv i nogle forholdsvis små lokaler. Jeg kunne se på restaurantens hjemmeside, at de ikke har a la carte men kun nogle faste menuer – en teatermenu samt en 4-, 7- eller 9-retters menu. De havde også en helaftensmenu for de særligt dedikerede, men vi ‘nøjedes’ med 9 retter. Vi fik desværre ikke udleveret et menukort inden, så vi kunne se, hvad de enkelte menuer indeholdt – kun en mundtlig briefing om størrelsen på de forskellige menuer. Jeg spurgte derfor tjeneren, om det var muligt at få en kopi af menuen, vi spiste, og han svarede, at den kunne han sende til mig per e-mail. Nu har jeg efterfølgende kontaktet Taller to gange i løbet af de følgende uger, men har desværre ikke modtaget en oversigt over menuen, vi spiste 🙁

Følgende beskrivelse af aftenen er derfor ikke en nær så detaljeret anmeldelse, som jeg gerne ville give, da jeg ikke tog noter undervejs (det var selvfølgelig vigtigere at kigge sin allerkæreste i øjnene hele aftenen), og mange af ingredienserne kendte vi ikke i forvejen. Taller importerer nemlig mange af deres ingredienser – først og fremmest frugt og grønt – direkte fra Venezuela, da man ikke kan få råvarerne her i Europa.

Taller lagde ud med at servere en lille kæk appetizer i form af tynde skiver tomatillos. Den er også kendt som mexicansk tomat, og stødte derfor på navnet flere gange, da jeg havde mexicansk benspænd. Tomatillos er dog nærmere en frugt – men ikke en speciel sød en – mere letsyrlig og frisk i dette tilfælde. Vi fik at vide, at i Venezuela starter et måltid ofte med lidt frugt for lige at sætte maven i gang!

Og der kom søreme også en appetizer mere i form af østers, der havde fået lidt krydret topping. Jeg vil gerne bilde mig selv ind, at det blandt andet var tomat og hvidløg, men jeg kan desværre ikke huske det. Godt smagte de dog – milde og lækre med et lillebitte strejf af hav.

Den næste ret var disse små nuttede hapsere, som mest af alt lignede mini-tacos. De var let-sprøde, saftige, fedtede og fyldt med alskens lækkerier – blandt andet bløde, lækre majskorn. De forsvandt temmelig hurtigt…

Næste ret kunne jeg virkelig godt bruge navnet på, for den indeholdt nemlig flere ingredienser, jeg ikke kendte i forvejen. Det gør det derfor også ret svært at beskrive retten. Jeg kan dog fortælle, at under det bløde, hvidgule låg var en cremet, mild masse (konsistensen mindede mest om en mousse med finthakket fyld i – på den gode måde), og at retten var toppet med finthakkede limeblade. Det var en lidt underspillet ret, som dog smagte fint.

Den næste ret var – ingrediensmæssigt – ret simpel, da den primært bestod af løg og tomat! De var dog tilberedt på forskellige måder og anrettet ganske nydeligt. Her kunne man for alvor se, at kokkene bestemt havde teknikkerne i orden, og det var dejligt at opleve, at mad kan være både velsmagende og meget præsentabel, selvom man ‘kun’ bruger helt basale ingredienser.

Nu blev det pludselig lidt mere vovet. Vi skulle nemlig spise med fingrene! Vi fik en skål med krydrede muslinger, der lå på en bund af en kraftig bouillon. Ovenpå muslingerne lå der et par kålblade, der havde fået et gavmildt lag paprika samt en skummende sauce. Ikke ligefrem den mest handy ret at spise med fingrene, men den smagte ganske godt – især de krydrede muslinger.

Denne ret kan jeg desværre ikke beskrive særlig godt. Jeg mener, at den lysegule tynde grød i forgrunden var en form for majsgrød, og bagerst kan du se en stegt kyllingevinge. Resten af ingredienserne er jeg mere usikker på. Det var en fin ret, men ikke en der udmærkede sig på nogen måde.

Den næste ret fik os til gengæld til at plirre en gang med øjnene. Den bestod nemlig af et stykke skrællet varm agurk (!), der blev serveret sammen kartofler, der først var fermenteret, inden de var kogt og derefter røget! Saucens ingredienser kan jeg desværre ikke huske. Jeg var spændt på, hvordan varm agurk smagte, men den overraskede faktisk positivt. Kartoflerne var også glimrende, men skal jeg være helt ærlig, så syntes jeg, at det var overkill både at fermentere, koge og røge dem. Det virkede ikke helt, som om det var besværet værd.

Aftenens første – og eneste – ret med et stærkt element var ovenstående servering. Det var sjovt nok ikke den kulsorte sauce men den lille orange klat ude i højre side, der udgjorde det (chil-)stærke indslag i retten. Vi var lidt overraskede over, at venezuelansk mad åbenbart ikke er særlig stærk, men det skyldes nok, at vi troede, det lå tættere på det mexicanske køkken. Så vidt jeg husker bestod retten af et stykke svinekød – godt gemt under den sorte sauce – samt en grillet porre og den semistærke (chili-)creme. En dejlig krydret ret – og så var jeg lidt betaget af den sorte sauce.

Nu skulle vi i gang med desserterne – men først fik vi denne lille spøjse dessert-appetizer, der bestod af en creme på fermenterede jordbær og sort peber! En ret speciel kombination, der smagte fremragende! En dyb næsten lidt brændt smag med en fin sødme.

Første dessert var denne smukke anretning, som bestod af hindbær på flere måder (både frysetørret, som creme, som pulver og som en sjov lille kugle), oppisket mælk og en grå ‘sten’, som viste sig at indeholde noget, som vi mener var sesam-is. Smuk og sjov servering.

Aftenens absolutte højdepunkt var dog denne dessert, og her er det tragikomisk, at vi ikke har menuen for denne aften, for den indeholdt en lang række elementer, som vi desværre ikke kan huske. Jeg mener, at den grønne creme var avokadocreme, men resten er jeg i tvivl om. Det var dog en utrolig velkomponeret ret, som var udsøgt lækker og som fik os begge til at spinde!

Og så er vi kommet til aftenens sidste ret, der bestod af en mørk tørret vandmelon (kan svagt anes under blomsterne), der nærmest havde karamelkonsistens, der var toppet med vandmelonsaft, der var lavet til sne. Igen en sjov og anderledes ret, men det var næsten synd, at den kom efter den lækre hvide dessert.

Alt i alt en ret spændende og velsmagende oplevelse. Af samme grund ærgrer jeg mig ekstra over, at vi aldrig fik menuen tilsendt, for der var flere aha-oplevelser undervejs.

Ser vi bort fra menukorts-misæren så var betjeningen god, sjov og nærværende på Taller, hvilket især skyldtes den irske tjener, som vi pjattede med flere gange. Der var en ret uformel stemning, selvom Taller er en gourmetrestaurant, og det kunne vi også se på indretningen, der var mildest talt… underspillet. Ok, lad mig være ærlig – jeg kunne ikke lide lokalet, for bortset fra en smuk bordplade var der ikke gjort noget ud af at indrette stedet pænt. Det kan gå an på Relæ, der ligger på Nørrebro, og hvor det er en del af restaurantens image, at det gå må være lidt råt og skødesløst, men jeg syntes ikke, det passede til Taller.

Skal jeg bedømme oplevelsen alene ud fra maden samt de søde tjenere, så vil jeg ende på fem stjerner. Den manglende menu og de forgæves e-mails de efterfølgende uger trækker dog ned, for det ærgrer mig ret meget, så jeg ender på fire stjerner til Taller. En lidt skuffende afslutning på en ellers dejlig aften.