Så er jeg nået til afslutningen af denne måneds benspænd, og sikke mange sjove drinksoplevelser, det har medført! Jeg har næsten helt lyst til at forlænge det med en måned mere, men det går ikke – jeg må hellere se at blogge lidt mere mad …
Da sommervejret endelig kom tilbage i sidste uge, skyndte vi os at invitere et par venner til grillaften, og da vi sad på terrassen og ventede på, at kullene blev klar, skulle vi selvfølgelig også have en lille sommerdrink – i dette tilfælde en Summerlove …
I sidste uge havde vi besøg af et vennepar, der både blev udsat for en funky grøn drink, stegt svineskank samt panna cotta med rosenvand!
Den grønne drink var igen igen en skøn sag, jeg eksperimenterede mig frem til.
Green Ice
1 drink
en lille smule pebermyntelikør 1 dl ananasjuice 2 cl hvid rom knuste isterninger 1 mørkerødt kirsebær
Hæld en lille smule pebermyntelikør i en shaker sammen med isterninger, hvid rom og ananasjuice. Ryst det grundigt og smag evt. til med mere pebermyntelikør. Hæld drinken i et cocktailglas sammen med en masse knust is og læg et kirsebær på toppen.
Note: Frisk og sød. Jeg er som tidligere nævnt ikke så glad for pebermyntelikør, men det giver en rigtig flot farve i drinks, så jeg puttede lidt i her for at få den flotte grønne farve. Det er selvfølgelig op til dig, hvor tydelig pebermyntesmagen skal være i drinken.
Til forret fik vi hver et lille stykke brød med tungemousse på – det var den sidste rest fra dagen før. Hovedretten bestod af svineskank, som jeg først havde stukket dybe lommer i og trykket hvidløgsfed ind i hvert hul. Jeg mener, jeg brugte ca. otte fed, hvor de største blev flækket, inden de blev trykket ind i svineskanken. Derefter gnubbede jeg kødet med salt og frisk timian, inden den blev sat i køleskabet i seks timer. Vi fik sat grillen lidt sent over, så vi endte med at give skanken 1 time i ovnen ved 160 grader, inden den kom på grillen, hvor den fik 50-60 minutter. Svineskanken blev serveret med lidt forskelligt tilbehør – blandt andet denne smukke tomat- og peberfrugtsalat, der var vendt i en god og frisk olivenolie, lidt salt, lidt peber og lidt friskplukket timian.
Til dessert havde jeg lyst til at give mig i kast med panna cotta. Jeg har tidligere eksperimenteret med at lave en appelsin panna cotta med ølgelé, men jeg har aldrig prøvet at lave den helt simple udgave, så nu var det på tide. Jeg skelede lidt til en udgave af panna cotta, som Spise med Price på et tidspunkt bragte, men jeg brugte mindre husblas, droppede citronskallen og tilføjede lidt rosenvand.
Læg husblassen i blød i koldt vand. Hæld fløde i en kasserolle sammen med sukkeret. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og put både vaniljekorn og den flækkede vaniljestang i gryden. Varm det langsomt op og lad det simre i fem til ti minutter. Tag vaniljestangen op. Klem vandet af husblassen og put det i den varme fløde. Rør godt rundt og smag til med rosenvand. Fordel fløden i fire portionsglas eller portionsskåle og stil dem i køleskab i mindst tre timer.
Pynt med skiver af friske jordbær samt et lille citronmelisseblad.
Note: Panna cotta er en dejlig enkel og liflig dessert, som har en meget lækker konsistens og smag. Den kan varieres en hel del, men dette er en glimrende basisopskrift, som man kan lege videre med.
Månedens benspænd er helt klart sjovere, når solen skinner, så dette har været en fantastisk uge! Jeg har derfor både lavet en ægte sommerdrink, Frozen Strawberry Daiquiri, samt en sjov og anderledes lakridsdrink, Lakridsklovn. Da vi var i Provence, købte jeg selvfølgelig en flaske Pastis …
I denne weekend skal jeg rigtig plukke stikkelsbær, for vores små buske bugner, og jeg glæder mig til at bruge bærrene i alt muligt. Jeg er dog tyvstartet og har lavet de første glas med stikkelsbærmarmelade – uhm! Det lykkedes mig tilmed at lave en …
Jeg har tidligere lovet, at jeg også ville lave et par alkoholfri drinks, så de kommer her. De er ganske vist mest henvendt til børn og barnlige sjæle, men hvis de voksne også vil være med, er der også forslag til lidt alkohol, der passer til.
Er disse alkoholfri drinks for barnlige til dig, kan du i stedet eksperimentere med at bruge forskellige typer frugtsirupper/grenadine kombineret med enten appelsinjuice, æblejuice – eller andre juicer for den sags skyld – eller med Sprite. Man kan lave ret farverige og lækre alkoholfri drinks ved blot at bruge forskellige frugtsirupper.
Jeg tog et højt glas og hældte en spsk blå curacao i og hældte derefter kold Sprite i, indtil der var et par cm til glassets kant. Derefter piskede jeg en dl fløde og puttede det forsigtigt på toppen af drinken, inden jeg stak et sugerør i glasset. Der kom også en lille vingummi-smølf på glaskanten, men den slags underlødigt slik skal du til Frankrig for at købe.
Sprite bliver lidt for sødt til mig – især hvis det ikke er iskoldt – så jeg lavede en voksenudgave med 2 cl hvid rom og 1 cl tequila i, og især tequilaen gav lidt modspil til sodavanden. Overvej evt. at bruge 2 cl i stedet for 1.
Men ellers – en flot, farverig og fjollet drink!
En rigtig børnedrink er den, der hedder Mickey Mouse. Jeg har set eksempler, hvor der også bruges flødeskum på toppen, men det undlod jeg, for det ville simpelthen blive for vammelt, når der også var vaniljeis.
Drinken er meget simpel. Hæld cola i et højt glas og top det med to-tre spiseskefulde vaniljeis. Pynt med et kirsebær. Isen skummer op, så der ligger et flot flødeskumslag i toppen af drinken, men det er lidt spøjst at kombinere cola og fløde, og drinken er også for sød til mine smagsløg. Til børn vil den vække lykke. Jeg tror, jeg ville pimpe colaen lidt op med noget whiskey, hvis den skal serveres til voksne.
Kig nøje på ovenstående. Det er IKKE tunmousse. Næ, det er tværtimod tungemousse lavet på kogt kalvetunge! Nu tænker du måske “kan man det?!”, og i så fald havde du samme reaktion som mig, da jeg faldt over en opskrift på tungemousse i en kogebog …
Når du på et tidspunkt vil koge grisehaler, så må du endelig huske at koge lidt videre på vandet, så det bliver en god svinebouillon, der kan bruges i andre retter. Det gjorde jeg, og et par dage efter indgik den i en god og …
Da vi var i Cannes for tre år siden sammen med en flok venner, spiste vi på en fremragende marokkansk restaurant, Restaurant Le Riad. Det var en skøn oplevelse, men jeg kunne desværre ikke skrive en anmeldelse af stedet, for jeg havde glemt mit kamera, så der var ingen billeder af de lækre retter. Under vores ferie i Provence tog gemalen og jeg igen forbi Cannes, og det lykkedes os at finde frem til selvsamme Restaurant Le Riad, så her spiste vi om aftenen.
Restaurant Le Riad har både indendørs og udendørs servering, og vi valgte at sidde udenfor, selvom lokalerne var meget stemningsfulde og smukt indrettede. I 32 graders varme er det dog mere fristende at sidde et sted, hvor der kan komme en lille brise ind imellem.
Vi var desværre ikke så sultne den aften, så vi valgte at dele en forret samt at spise en hovedret hver. Forretten bestod af fire forskellige slags indbagte sager – en med oksekød, en med ost, en med skaldyr og en med tun. Meget lækre, sprøde og tilpas krydrede.
Vi vidste, at restauranten laver ret gode tagineretter, så jeg valgte en tagineret med lammekød, abrikoser og mandler, og så delte gemalen og jeg en portion couscous. Kødet var smør-mørt, og abrikoserne gav en fin sødme, mens mandlerne gav lidt crunch til retten – mmmm! Så lækkert og så mættende!
Gemalen fik denne smukke tagineret med lammekød, blommer og mandler – også en sødmefuld og skøn ret, som var lige til at spise med et sugerør.
Restaurant Le Riad havde også en række spændende marokkanske desserter, men vi havde desværre ikke mere plads i maverne og måtte nøjes med halv forret og hel hovedret. Til gengæld var vi godt tilfredse med de retter, vi fik og kan varmt anbefale stedet. Da vi var der for tre år siden, var der også mavedans, men det oplevede vi ikke denne gang. Om det skyldtes, at vi kom for tidligt på aftenen, eller at vi kom på en almindelig hverdag, ved jeg ikke.
Restaurant Le Riad er den bedste marokkanske restaurant, jeg har spist på, og selvom det kan virke lidt underligt ikke at spise fransk mad, nu vi var i Cannes (det gjorde vi så de fleste andre dage), så var dette så lækkert, at vi sagtens kunne forsvare det. Fem stjerner herfra.
Jeg blev slet ikke færdig med at fortælle om Provence, for der er stadig et par restaurantbesøg, der bør nævnes, så lad mig afrunde sommerferien med et lille tilbageblik på en af dagene med over 30 grader og lækkert solskinsvejr hele dagen. I Vence ligger …
This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.
Strictly Necessary Cookies
Strictly Necessary Cookie should be enabled at all times so that we can save your preferences for cookie settings.
If you disable this cookie, we will not be able to save your preferences. This means that every time you visit this website you will need to enable or disable cookies again.