Jeg besluttede mig for at lave en mild indisk kyllingeret, da jeg faldt over koriander på tilbud den anden dag. Jeg bruger fortrinsvis koriander i thailandsk og indisk mad, men det kan godt være svært at planlægge i god tid, da det ind imellem er noget af en udfordring at finde frisk koriander her i byen. Jeg skelede lidt til en opskrift fra ‘Vores indiske køkken’, hvor jeg dog udelod græsk yoghurt og ingefær. Til gengæld skruede jeg op for flere af krydderierne, da jeg godt kan lide kapow i smagen. Desværre var det ikke nok – retten blev lige lovlig mild til gemalens og min smag, så en anden gang skruer jeg endnu mere op for krydderimængderne! Jeg serverede retten sammen med den indiske salat, som i dagens anledning (vi havde en tomatskeptiker på besøg) var delt op, så tomaterne var i en skål for sig.
Indisk kyllingeret med kartofler og tomater
ca. 5 personer
Kylling på 1,2-1,3 kg
1 løg hakket
8 fed hvidløg
2 kanelstænger
5 laurbærblade
5 grønne kardemommekapsler
2 sorte kardemommekapsler
1 tsk spidskommen
1 tsk gurkemeje
1 tsk tørrede chiliflager
3 tsk garam masala
2 dåser hakkede tomater
salt og peber
lidt vand
½ kg små kartofler
5 løg skåret i kvarte
Skær kyllingen i 8-10 stykker. Steg løget ved middelvarme i en gryde i fem minutter og kom derefter hvidløg i. Lad dem stege i nogle minutter, inden du tilsætter kanelstænger, kaurbærblade og de to typer kardemommekapsler. Rør det godt sammen og tilsæt så spidskommen, gurkemeje, chiliflager og garam masala. Rør i et minut eller to og put kyllingestykkerne i gryden. Sørg for at vende dem godt i krydderiblandingen, inden du tilsætter tomater, salt og peber. Lad det koge op, inden du tilsætter kartofler og vand. Kog det i fem minutter og tilsæt så de kvarte løg. Efter yderligere fem minutters kogning hælder du grydens indhold over i et ildfast fad og lader det stege videre i ovnen ved 200 grader i 55-60 minutter.
Note: En mild og dejlig indisk kyllingeret, som har en god dybde i smagen.