Det new zealandske køkken er blandt andet inspireret af det engelske køkken, så selvfølgelig er fish ‘n’ chips populært downunder. Den klassiske servering spises ofte sammen med tomatsauce og ikke tartarsauce, som englænderne ellers gør det, men der findes også nogle andre fortolkninger. Jeg er stødt på en del udgaver med søde kartofler – blandt andet hos NZ Herald – og da det er en råvare, som går igen i en del new zealandske retter, så kunne det være sjovt at prøve.
Jeg fulgte ikke en bestemt opskrift men freestylede ud fra ingredienslisten.
Fish ‘n’ chips med søde kartofler
2 personer
500 g søde kartofler
rapsolie
salt
225-250 g torskefilet
1 dl hvedemel
1 æg, pisket
1 dl sesamfrø
1½ dl pankorasp eller knuste brødkrummer
salt
rapsolie til stegning
Koriandersauce:
3 dl græsk yoghurt
2 dl frisk koriander, finthakket
citronsaft
salt
Start med at røre koriandersaucen sammen, da den har godt af at trække smag, mens du tilbereder resten af maden. OBS – hvis du vil have en mere kalorietung udgave, så udskift 1-1½ dl af yoghurten med mayonnaise.
Skrub de søde kartofler og skær dem i tynde både. Hæld dem i en frostpose sammen med en god sjat rapsolie. Luk posen og ryst den godt, så olien fordeles på kartoflerne. Spred dem ud på en bagepapirbeklædt bageplade og drys dem med salt. Bag dem ved 200 grader i 30-40 minutter, indtil de tager farve.
Mens kartoflerne er i ovnen, forbereder du fisken. Skær dem i mellemstore stykker og vend dem i mel. Vend dem derefter i æg. Rør sesamfrø og rasp/brødkrummer sammen og vend fiskestykkerne i dem. Tag en stor pande og hæld så megen rapsolie på, at der er et 1 cm tykt lag. Varm det op og lav tændstik-testen. Stik den ikke-svovlbeklædte del af en tændstik ned i olien. Bobler det omkring den, er olien klar. Læg halvdelen af fiskestykkerne i olien og steg dem, indtil de er gyldne på begge sider. Læg dem på fedtsugende papir – for eksempel køkkenrulle – og drys salt over.
Servér de friterede fisk med søde kartofler og koriandersauce.
Note: Fish ‘n’ chips med søde kartofler er en ret sjov fortolkning – ikke mindst på grund af koriandersaucen, som giver et frisk pift til de søde kartofler.