Der kom sesam-knækbrød på bordet i dag, da vi var til julefrokost. Det var både tænkt som en af månedens benspændsretter men også som tilbehør til det ostebræt, vi tog med som bidrag.
Det er let at bage knækbrød, og man kan lave virkelig mange forskellige udgaver. Det sværeste er faktisk bagetiden, fordi knækbrød er så tyndt, at man skal holde godt øje for at ramme det rigtige tidspunkt, så det er sprødt uden at blive brændt.
Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på rugknækbrød men lavede en mindre rustik udgave, hvor der blev skruet godt op for sesamfrøene. Og da det jo er jul, så kunne jeg ikke nære mig og udstak nogle af knækbrødene med en kageudstikker i stedet for blot at skære dem i firkanter. Det er nemlig en anden fordel ved hjemmebagte knækbrød – du bestemmer selv form og størrelse.
Sesam-knækbrød
2½-3 bageplader fyldt med små knækbrød
3½ dl mørk lys belgisk øl
½ dl lys sirup
2 spsk sesamolie
150 g fine havregryn
100 g sesamfrø
2 tsk salt
½ tsk bagepulver
100 g fuldkornshvedemel
150 g hvedemel
Derudover:
lidt mere sesamolie
3 spsk sesamfrø
Rør øl, sirup, sesamolie, salt og sesamfrø sammen. Tilsæt havregryn, drys bagepulver over og rør det sammen. Rør til sidst de to slags mel i, indtil du får en tyk ensartet dej.
Del dejen i tre lige store dele. Læg en af dem på et stykke bagepapir, tryk det godt ud og dryp lidt sesamolie på. Læg et stykke bagepapir over og rul nu dejen ud med en kagerulle, indtil du får et tyndt og ensartet lag dej.
Fjern forsigtigt det øverste stykke bagepapir, skær dejen med et pizzahjul, en stor kniv eller brug en kageudstikker til at forme dine sesam-knækbrød. Bag den derefter ved 200 grader i ca. 17-20 minutter. Husk at holde godt øje knækbrødene de sidste fem minutter, for pludselig går det stærkt. Dine sesam–knækbrød skal have farve men ikke blive mørke.
Tag bagepladen ud af ovnen og sæt næste plade i. Lad dine sesam-knækbrød køle helt af, så de bliver dejlig sprøde. Derefter kan du toppe dem med ost, blommemarmelade, chokoladesmør eller hvad du nu har lyst til.
Note: Supersprøde knækbrød med en fin smag af sesamfrø. Husk at opbevare dem i en lufttæt boks, så de holder sig sprøde og lækre de kommende dage/uger.