I sidste uge spurgte gemalen, om ikke jeg havde lyst til at bage en kage, han kunne tage med på arbejde. Det ville jeg gerne, men glemte alt om det, og pludselig var kl 21! Det var lidt sent at gå i gang med bagningen, men hvem siger også, at en kage skal være bagt? Denne saftige Bountytærte kan du sagtens lave uden at tage ovnen i brug, og så er den tilmed LCHF-venlig, hvis du bruger mørk chokolade, når du rører din Bountytærte sammen. Snedigt.
Jeg fandt inspiration hos Fru Kofoeds Køkken, men ændrede på flere af målene. Jeg har skåret lidt ekstra ned for flødemængden i nedenstående opskrift på Bountytærte, da jeg syntes, at chokoladeganachen blev lige lovlig blød, men ellers er den, som jeg lavede den.
Bountytærte
ca. 8 personer
100 g mandler
50 g kokosmel
100 g bløde dadler
1 spsk kokosolie
Chokoladeganache:
200 g god chokolade*
3 dl fløde
50 g kokosmel
lidt salt
Pynt: Ristede kokosflager
*jeg brugte en lys chokolade fra Valrhona, men skal du lave en LCHF-version, så skal du bruge en mørk chokolade på min. 70%
Hak chokoladen og hæld den i en skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet, og hæld den over chokoladen. Lad den hvile et par minutter, inden du rører det grundigt sammen og tilsætter en smule salt. Dæk overfladen af chokolademassen med husholdningsfilm og stil den i køleskabet i to timer.
Hæld mandlerne i en blender og blend dem grundigt, så de forvandler sig til mandelmel. Tilsæt kokosmel, dadler og kokosolie og blend det til en ensartet masse. Har du ikke kokosolie, kan du evt. tilsætte en spsk smagsneutral olie såsom vindruekerneolie. Fordel nøddemassen i en smurt springform på ca. 24 cm i diameter og pres den godt sammen. Det er lettest at bruge hænderne til at fordele og presse nøddemassen.
Tag chokoladeganachen ud af køleskabet og rør kokosmel og salt i. Fordel ganachen ud over nøddebunden. Sæt kagen i køleskabet natten over – eller minimum 4-5 timer.
Note: Denne Bountytærte er let at lave, så hvis du blot har tid til, at ganachen kan trække om aftenen, så er den let at tilberede en hverdagsaften og derefter sætte i køleskab, så den er klar til næste dag. Bountytærte er en ret mættende desserttærte, så den kan muligvis godt strække sig til 10 personer. Jeg spiste ikke selv noget af den (men nippede til en rest ganache – mm!), men fik bagefter at vide, at den var faldet i god jord, så det kan være, jeg skal lave en ekstra portion på et tidspunkt, så jeg selv kan få et stykke – jeg elsker nemlig kombinationen af chokolade og kokos 🙂