Det er tid til en fish curry fra den indiske delstat Kerala. Staten ligger i den sydvestlige del af Indien, hvis retter er knapt så kendte i Danmark. Derfor er det jo ret oplagt, at jeg kigger nærmere på retter herfra i forbindelse med mit indiske benspænd denne måned.
Til denne ret skal du bruge en fast hvid fisk – for eksempel torsk. Fisken skal helst ikke være for ‘løs i kødet’ (det kan lyssej være), for så risikerer du, at fisken smuldrer under tilberedningen.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på fish curry på Yummy Tummy (fantastisk navn!), men kunne ikke nære mig og skruede op for flere af krydderierne, undlod sennepsfrø og karryblade, som jeg ikke havde på lager, samt brugte lidt mindre tamarindcreme.
Fish curry
2 personer
300-350 g fast fisk – for eksempel torsk – skåret i mundrette stykker
rapsolie til stegning
1 stort løg, finthakket
4 fed hvidløg, finthakkede
1 tsk fennikelfrø, knuste
1 spsk finthakket frisk ingefær
1½ tsk chili eller cayennepeber
1½ tsk gurkemeje
1 spsk stødt koriander
2 spsk tamarindcreme
3-4 dl vand
salt og peber
Derudover:
frisk koriander
Rist de knuste fennikelfrø på en tør pande i et halvt minut sammen med chili, gurkemeje og koriander. Tilsæt en gavmild sjat olie og vend ingefær, hvidløg og løg i det. Lad det stege i nogle minutter under jævnlig omrøring, indtil løgene bliver bløde. Hæld 3 dl vand i sammen med tamarind og sørg for at røre det godt sammen med krydderierne. Varm det op, indtil det småbobler, og læg så fiskestykkerne i.
Læg låg på panden og tilbered fisken i 8-10 minutter, indtil den er mør. Drys frisk koriander over (medmindre du ikke kan lide det) og servér din fish curry sammen med kogte ris.
Note: Fish curry er bestemt en lækker ret, og jeg synes, at den krydrede sauce klæder fisken rigtig godt. Du kan i øvrigt godt skære lidt ned på fiskemængden, så den kommer ned på 250 g, hvis du sørger for at have ekstra tilbehør.