Månedens benspænd skal naturligvis også byde på fisk, for det er nemlig noget, mange glemmer at smide på grillen, selvom det er mindst lige så let som at stege pølser. Vi købte to fine foreller på torvedagen i lørdags, da vi havde overstået osteindkøbene, så vi kunne få grillede foreller om aftenen. Jeg havde planer om at lave en salat med stribede rødbeder i, men de kære knolde var desværre en anelse for blege og jomfruelige i det, så jeg endte med at bruge et par skiver til pynt og resten i en rødbedecreme.
Disse foreller var rensede for indvolde, så fiskene skulle blot skylles i koldt vand. Jeg smurte dem med lidt tangolie (rapsolie kan også sagtens bruges) og dryppede dem med citronsaft, og så puttede jeg citronskiver ind i fiskene sammen med lidt blade fra en lakridstagetes. De fik en tur på grillen i 10-15 minutter, mens låget var på, indtil de var møre.
De grillede foreller blev serveret direkte på spisetallerken – det ser tilpas råt og back-to-nature-agtigt ud, hvilket tiltaler mig, men du kan selvfølgelig sagtens pille skindet af, inden du smider dem på spisebordet.
Fiskene blev som sagt serveret sammen med en rødbedecreme, der bestod af to stribede rødbeder skåret i små tern – blandet med 4 spsk creme fraiche, et par tsk ravigottesauce samt salt og peber. Resten af tallerkenen bestod af fintsnittet romainesalat, kogt bulgur og små kviste salturt.