I påsken blev der bagt lidt – blandt andet dette dejlige saftige kærnemælksbrød, som selvfølgelig blev drysset med sesamfrø i anledningen af frø- og kernebenspændet.
Vil du have brød, der kan holde sig frisk og blødt i flere dage i træk, så kan jeg anbefale at bruge kærnemælk i dejen, for den syrlige mælk er virkelig god i brød.
Kærnemælksbrød med sesamfrø
1 stort brød
4 dl kærnemælk
2 dl lunkent vand
25 g gær
2 tsk salt
1 spsk rørsukker
3 dl havregryn
2 dl fuldkornshvedemel
6-7 dl hvedemel
1 pisket æg
2 spsk sesamfrø
Rør kærnemælk og vand sammen og rør gæren ud i det. Tilsæt salt, sukker, havregryn og fuldkornshvedemel. Rør det godt sammen, inden du tilsætter hvedemel, mens du ælter. Ælt dejen, til den er blød og smidig og læg den i en skål med et fugtigt viskestykke over. Lad det hæve 1-1½ time, indtil dejen er blevet dobbelt så stor.
Tænd ovnen og sæt den på 200 grader. Vip forsigtigt dejen ud af skålen og hiv i dejen, til du får et aflangt kærnemælksbrød. Form det forsigtigt – du vil ikke slå luften ud af dejen. Lad en række snit i overfladen af brødet og pensl det med æg, inden du drysser sesamfrø over.
Bag dit kærnemælksbrød i ca. 20 minutter, indtil det er gyldent.
Note: Jeg bruger ofte kærnemælk, når jeg bager brød, og dette kærnemælksbrød er et godt eksempel på hvorfor, eftersom det er supersaftigt. Det kan holde sig meget frisk og blødt i flere dage.