Restaurant Oberra
I sidste uge var jeg forbi Skjolds Plads i København, hvor restauranten Oberra åbnede sidste år. Den blev hurtigt populær, da det rygtedes, at maden var lækker, og du kan få en femretters menu kun koster 250 kr. Og så bliver man (læs: jeg) jo nysgerrig.
Jeg besøgte derfor Oberra med en madglad ekskollega, og vi valgte naturligvis begge femretters menuen. Derudover snuppede vi et glas hvidvin til. De følgende servering er alle deleretter.
Der kom først lækkert hjemmebagt brød, der fik følgeskab af smør samt solsikkefrøspesto. Jeg er ikke så stor fan af, at brød bliver beregnet som en ret, når man bestiller en menu. Oberra er dog langt fra de første, der gør det, og det er trods alt en mere mættende servering end nogle af de mikro-appetizers, som jeg er stødt på hos dyrere restauranter.
Den næste servering var koldrøget færøsk laks kombineret med flødestecreme, marineret bladselleri samt artiskokchips. En dejlig frisk og indbydende ret, hvor laksen heldigvis ikke blev overdøvet af de andre elementer.
Nu er jeg ret glad for ost, så jeg var naturligvis begejstret, da næste ret bestod af den meget cremede stracciatella – her kombineret med radicchio, puffede ris samt balsamicoeddike. Og her var det godt, at vi stadig havde brød på bordet, for så kunne man liiige gnide tallerkenen og få det sidste ost med. Mmm!
Jeg fik dog en virkelig positiv overraskelse, for det viste sig, at den næste ret faktisk overgik osteretten. Her fik vi et lille stykke saltbagt knoldselleri kombineret med oliven, kartofler og en brun smørsauce med salvie. Hold op hvor smagte det godt! Jeg har aldrig fået en så lækker knoldselleri-ret før!! Aftenens absolutte højdepunkt.
På det her tidspunkt var hvidvinen drukket op. Vi bad om et nyt glas vin, og tjeneren foreslog en meget mild rød naturvin til. Og selvom vi skulle have fisk, så prøvede vi den. Bestemt en ret anderledes rødvin – meget forsigtig i smagen og på grænsen til ikke at smage af vin. Interessant men ikke noget, jeg vil opsøge en anden gang.
Og som sagt var aftenens sidste ret baseret på fisk, da den bestod af torsk kombineret med sort hvidløg, sprøde sesamflager, en meget cremet kartoffelmos samt en muslingesauce.
Dessert indgik ikke i femretters menuen, og det synes jeg faktisk er ganske fint. Det er ikke altid, at jeg lige har lyst til det på en hverdag (… ja … jeg ved godt, jeg er lidt mærkelig). Vi kiggede på dessertkortet, men der var ikke noget, der fristede, så det sprang vi over.
Betjeningen var behagelig og hjælpsom, og der var i det hele taget en hyggelig og uformel stemning hos Oberra. Støjniveauet var dog relativt højt.
Jeg synes virkelig, at man fik meget for pengene, så Oberra kan bestemt anbefales.
Fem stjerner til Oberra!