Restaurant Alimentum

Restaurant Alimentum

Jeg vender nu tilbage til vores sommerferie, for jeg blev så optaget af august måneds benspænd, at jeg ikke nåede at blogge om vores fantastiske oplevelse på Restaurant Alimentum.

Da jeg bookede restaurantbesøg til ferien, vidste jeg med det samme, at vi skulle prøve Alimentum i Aalborg. Det var generelt meget svært at vælge hvilke restauranter, vi skulle nå i løbet af de par dage, vi var i byen, men Alimentum var jeg aldrig i tvivl om. Det er også et populært sted, så hvis du har planer om at besøge restauranten, så husk at bestille bord i god tid i forvejen.

Restauranten har tre menuer, og vi valgte den mellemstore på 17 serveringer (inklusive vinmenu), som koster 1300 kr. Og de 17 serveringer lyder måske lidt voldsomt, men de otte første er skam små hapsere.

restaurant Alimentum, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aalborg

De små appetizers var en fryd for øjet. Først var der en yndig lille tærte med supertynd og sprød bund fyldt med med fjordrejer og toppet med tynde skiver babycourgette. Alimentum fokuserer på økologi og bæredygtighed og får mange af deres råvarer fra egen økologiske gård. De forsøger så vidt muligt at være selvforsynende og har pt. sølvmærket i økologi. Tjeneren fortalte, at de havde overvejet at gå efter guldmærket, men det ville give for mange begrænsninger i forhold til, hvad de kan bruge af råvarer, og her prioriterede de smagsoplevelsen højest.

Disse fine små doughnuts var fyldt med ost og skinke, og det er bestemt ikke en tosset måde at få en ‘skinkemad’ på! Doughnutten var virkelig lækker.

Næste appetizer var også en smule dessertagtigt, for den bestod af en rulle surdejspandekage, der var fyldt med gedefriskost og hummer samt toppet med lakserogn. Frisk og delikat.

restaurant Alimentum, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aalborg

Den næste appetizer var inspireret af det asiatiske køkken, da den bestod af friteret shiso (også kendt som kinesisk bladmynte) og blækspruttemayo. En forholdsvis mild servering trods det lidt ‘barske’ udseende.

Den mildeste appetizer var dog den med små stykker kammusling (nok råmarineret) med små stykker dild ovenpå. Så enkel at den nærmest var en ganerenser.

restaurant Alimentum, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aalborg

Der var noget mere spræl over den følgende appetizer, der bestod af de sødeste små, sprøde krabber, der selvfølgelig også indeholdt taskekrabbe.

Denne appetizer lignede næsten chokoladetrøffel – men var dog røgede kartofler, der var overtrukket med en form for creme fraiche og drysset med spiselige blomster.

…. oooog den sidste appetizer var også lidt skør, for det var små slanke gulerødder vendt i en crumble på… gulerodskage!

Nu var det tid til ‘de rigtige retter’, men først kom der naturligvis et lækkert, sprødt surdejsbrød på bordet med pisket smør til. Og så var det om ikke at spise for meget af det, for vi skulle jo stadig igennem en del retter.

Første ret var denne smukke og lidt dramatiske anretning, hvor der blev hældt væske i underskålen, så ‘røg’ bølgede omkring skålen. I selve skålen var der blæksprutte med hyldeblomst, jordbær og blomsterblade. Spændende og uventet kombination.

restaurant Alimentum, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aalborg

Næste servering var til gengæld langt mere klassisk, for den bestod af små stykker makrel, der var kombineret med tynde skiver meget smagfuldt tomat, basilikum og (oliven-)olie. Meget sommerlig og dejlig.

Vi blev i sommerhjørnet, for der skulle naturligvis også friske danske kartofler på bordet. Her var det linzerkartofler, der var vendt i en trøffelcreme og kombineret med friske urter og hasselnødder. En ret med en vis tyngde i men også et frisk pift fra urterne.

restaurant Alimentum, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aalborg

Den næste ret var en ret syndig sag, og det lagde tjeneren bestemt heller ikke skjul på. Det var havtaske, der badede i både beurre blanc og en ordentlig sjat smeltet smør – og det smagte, så englene sang. Vi nåede lige at smage på retten, inden tjeneren passerede vores bord og diskret lagde et par skeer, for det er en ret, hvor der bliver spist op – og hvor det ikke er usædvanligt, at gæsterne slikker tallerkenen! (eller i hvert fald kraftigt overvejer at gøre det).

Selve hovedretten var også med fisk men dog i en mindre uartig udgave. Den bestod af et stykke sletvar, der blev serveret sammen med en padron- og rødvinssauce.

restaurant Alimentum, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Aalborg

Nu skulle vi egentlig til desserten, men vi blev spurgt, om vi ville have en ostemad?! Ja, for restaurantens osteservering er skam en ostemad, og tjeneren fremturede tilmed, at der var folk, der kom udelukkende for ostemadden! Tjo… det var vi lidt skeptiske over for, men vi syntes, det lød som en ret for os, så vi takkede ja. Den bestod af en skive sprødt surdejsbrød med masser af fintreven Thybo-ost samt honning, og det smagte naturligvis lige så lækkert, som det lyder. Fantastisk fortolkning af en ostemad!

Sidebemærkning – til denne ret fik vi vinmenuens eneste danske vin. Den var til gengæld ret lokal, for den kom fra Guldbæk Vingård, der ligger syd for Aalborg. Den besøgte vi i øvrigt dagen efter, men det kan være, der kommer et indlæg om det senere i år…

Enestem problem med osteserveringen var, at den helt overstrålede aftenens sidste ret, som jeg dårligt kan huske nu. Så vidt jeg husker bestod den af agurkeis med frossen kærnemælks ‘crumble’ til og friske urter. En ret mild servering.

Vi takkede ja til at afslutte aftenen med lidt varmt og sødt, og her kunne vi nyde hjemmelavede flødekarameller med solsikkekerner samt små tærter med pærer og geranium.

Hvis du læste min meget positive anmeldelse af Restaurant Nam, så husker du måske, hvor begejstret jeg var. Restaurant Alimentum spiste vi på dagen efter, og her var vi mindst lige så begejstrede! Stedet levede fuldstændig op til vores tårnhøje forventninger. Maden var velsmagende, fantasifuld og lavet med kærlighed til råvarerne. De søde kokke var gode til at præsentere maden, og vores tjener var fænomenal. Virkelig god til at skabe en hyggelig stemning og meget vidende om vinene. Vi følte os i den grad i trygge hænder.

Hvis jeg endelig skal kritisere Alimentum for noget, så er det, at restauranten ikke ligger på Sjælland, så det ville være lettere at kigge forbi igen. Men ok – så er der en virkelig god grund til at komme forbi Aalborg igen i overskuelig fremtid.

Restaurant Alimentum får mine varmeste anbefalinger og seks skinnende stjerner. Hold op en oplevelse!



2 thoughts on “Restaurant Alimentum”

  • Enig; jeg synes også Alimentum har et kæmpe potentiale. Jeg fik deres store menu og vinmenu forrige efterår, og var helt fortryllet.
    Vi er desuden opvokset i nabobyen til Guldbæk, så jeg synes det er så fedt med de lokale vine derfra👏🏻☀️.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *