Maj: Mere indmad
Fødevarepriserne stiger voldsomt i øjeblikket, og det har fået mig til at hive et benspænd frem, som jeg havde for ti (10!) år siden – nemlig indmad. For selvom noget af det letteste i mine øjne er at spise mindre kød, hvis du gerne vil spare på madbudgettet, så er det ikke sikkert, at alle i familien er enige.
Indmad har – desværre – et dårligt ry, og det har virkelig undret mig, at det ikke er kommet på mode i løbet af de sidste 10-15 år. Der har både været fokus på det nordiske køkken og at mindske madspild (her kunne man argumentere for at bruge alt kød på dyret), og så er indmad billigt og har et højt indhold af vitaminer og mineraler. Der har været enkelte undtagelser – nemlig kæber, som var meget populære for ti år siden, ligesom brisler også var in på et tidspunkt.
Men… flere typer indmad har en speciel struktur (hjerter er lidt gummiagtige, hvis nu vi skal være helt ærlige), og mange har svært ved at abstrahere fra at bruge råvarer som tunge og hjerte i madlavningen. Det ligner for meget noget, der kan komme fra os selv! Så er det trods alt lettere at distancere sig fra en bakke hakket oksekød 🙂
Det med strukturen kan man heldigvis komme uden om – for eksempel ved at finthakke det og bruge det i retter, hvor du normalt bruger hakket oksekød. Det har jeg tidligere gjort med for eksempel i lasagne. Det er sværere, hvis du bruger kalvetunge, men til gengæld er den udskæring mør og velsmagende. Og så har jeg opdaget, at hvis man lynsteger kalvehjerte, så kan det være lige så lækkert som flere af de dyre oksekødsudskæringer.
Og så er der lever. Det kan virkelig skille vandene, og det er faktisk en af de få råvarer, jeg ikke kan lide. Stegt svine- og kalvelever er slet ikke mig. Put det i en leverpostej og så er alt godt. Men jeg har haft stor fornøjelse ud af kyllingelever, der har en meget mildere smag – her indgår den for eksempel i en krydret kyllingeleverret.
Den største udfordring ved indmad er faktisk at få fat i det. Mange supermarkeder har kun kalve- eller svinelever eller til nøds svinehjerter. En sjælden gang kalvehjerte. Skal du have fat i lever og hjerte fra andre dyr eller gerne vil prøve kræfter med tunge, hale og mave, så skal du forbi en slagter – gerne en, der er tilknyttet en basar. Ved Roskilde Station ligger der en basar, hvor jeg ofte har købt indmadsudskæringer fra okse, kylling, lam og and. Men der findes også flere forhandlere på nettet, og da jeg gerne vil købe økologisk kød, så vil jeg se, om jeg også kan finde noget her.
Se hvilke retter jeg lavede i forbindelse med benspændet
Det undrer også mig, folk vil gerne spise alt mulig kunstigt kød, med mærklige ingridienser, men ikke det sidste af dyret.
Jeg indrømmer, at mit forhold til kød er præget af konsistensen og forekomsten af brusk og fedt, men derfor er lever og nyre fint – hjerter skal lige renses.