Boulud Sud i New York

Boulud Sud, restaurant, restauranter i New York, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, New YorkVores første restaurantbesøg i New York blev hos Boulud Sud, som vi havde fået flere anbefalinger af. Restauranten ejes af Daniel Boulud, som nok er mest kendt for den trestjernede Michelin-restaurant Daniel.

Du kan spare en del penge, hvis du gerne vil spise på de dyrere restauranter i New York, men ikke nødvendigvis har lyst til at lægge 100-200 $ + drikke og drikkepenge. Mange restauranter har nemlig frokosttilbud til ganske favorable priser, og gemalen og jeg valgte derfor også frokosttilbuddet hos Boulud Sud – en treretters menu til 28 $, hvor du kunne vælge mellem tre til fem forskellige forretter, hovedretter samt desserter.

Boulud Sud, restaurant, restauranter i New York, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, New YorkMens vi ventede på maden, blev vi tilbudt lækkert, nybagt brød serveret sammen med olie. Der blev også sat et par glas vand foran os – uden beregning – og det synes jeg er meget sympatisk træk. Det var i øvrigt noget, vi oplevede på alle restauranter – lige fra diners til de dyre restauranter. Desværre var det postevand, og hvor jeg normalt er fortaler for dette herhjemme (hvorfor købe dyrt kildevand, når vi har glimrende postevand i hanerne?), så er postevand i New York ikke særlig attraktivt for danske ganer. Vandet her smager nemlig af klor! Så har du muligheden, bør du tage kildevand.

Boulud Sud, restaurant, restauranter i New York, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, New YorkJeg havde lovet mig selv, at jeg skulle prøve en række drinks, mens vi var i New York, for gode drinks er en af de ting, jeg forbinder storbyen med. Jeg valgte en Embajador, som bestod af Tequila Blanco, grapefrugt, Spiced Agave Aleppo og Sumac Rim. En meget smuk men også ret kraftig drink. Jeg skulle lige vænne mig til, at drinks generelt er lidt mere sprittede i New York, men ellers var det en ret spændende smagssammensætning.

Boulud Sud, restaurant, restauranter i New York, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, New YorkGemalen og jeg gør normalt meget ud af at vælge forskellige retter (og smage hinandens), men denne gang var vi meget enige i, hvad vi havde lyst til.

Første ret var denne ret med dampede muslinger med harissa, fennikel og olivenolie. En dejlig krydret ret med masser af smag, og hvor brødskiverne blev flittigt brugt, så den gode muslingesauce kunne suges op fra bunden af skålen. Absolut en af de bedste muslingeretter, jeg har fået – den smagte rigtig af sommer og varme!

Boulud Sud, restaurant, restauranter i New York, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, New York Hovedretten var en anelse antiklimatisk oven på forretten, eftersom denne anderavioli var meget tung og vinteragtig. Den var dog også meget god og smagfuld – sådan en rigtig comfort food ret – men den virkede som sagt en anelse voldsom i forhold til forretten. Jeg savnede lidt frisk grønt til retten – der var da svampe i selve retten, men det ville have været rart med lidt sprødt grønt til den tunge, søde ret.

Boulud Sud, restaurant, restauranter i New York, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, New YorkDa vi nåede til desserterne, var det for alvor tid til at dele! En af de ting, jeg har bemærket ved mange (af de dyrere) restauranter i udlandet er, at de er vant til at få nysgerrige og madglade foodies på besøg, og derfor spørger de blandt andet ofte, om der er retter, som man deler. Hvis der er, kommer de gerne med ekstra tallerkner og bestik, så man kan stille retten i midten af bordet og derefter dele den, som det passer én. Det samme skete, da vi nåede til desserterne hos Boulud Sud, og det gik gemalen og jeg straks med på, selvom det egentlig ikke var planen fra start. Den øverste er den dessert, gemalen valgte – en lækker chokolade-lavakage med pistaciesauce og en frisk is (muligvis kokosnød? Jeg fik desværre ikke noteret det) ved siden af. Kagen var lige, som den skulle være, mens pistaciesaucen burde have fået et vred mere på smagsskalaen – den var lige lovlig anonym.

Boulud Sud, restaurant, restauranter i New York, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, New York Den anden dessert var lidt mere utraditionel, da den bestod af appelsin-olivenoliekage (!) med ricottatopping, mandarin granité og kandiserede hasselnødder. Kagen var lige lovlig sandkageagtig (dog luftig og blød) til min smag, mens granitéen var frisk og dejlig.

Smagsmæssigt ligger oplevelsen på Boulud Sud et sted mellem fire og fem stjerner, men den lave pris er med til at hive den samlede vurdering op på fem stjerner. 28 $ for en treretters menu i denne kvalitet er et fund, og selvom du så skal smide 20% oveni pga. drikkepenge, så er det stadigvæk en ganske rimelig pris.



4 thoughts on “Boulud Sud i New York”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *