Da vi havde gæster i går, havde jeg brug for at trylle en nem frokost frem, og da jeg samtidig havde et knoldselleri, der skulle udryddes, var det oplagt at lave en ny udgave af en sellerisuppe, jeg tidligere har blogget om. Fordelen ved at lave suppe var også, at så var der lidt mere plads i maven til en eftermiddagssnack, men mere om det i et senere blogindlæg. Jeg sneg selvfølgelig også nogle kikærter ind i retten, som jeg havde til overs fra et andet eksperiment, og så fik jeg alligevel lavet suppe med månedens benspænd – hæ!
Sellerisuppe med topping
4 personer
1 lille knoldselleri, skrællet
250 g kogte kikærter
5 dl hjemmelavet kalkunbouillon
6 fed pillede hvidløg
2½ dl fløde
1 tsk timian
salt og peber
Topping:
200 g brune markchampignons
150-200 g tykke baconskiver, skåret i mindre stykker
Skær knoldselleri i tern og kog dem i en gryde, til de er møre og tilsæt så kikærterne, så de får et par minutter sammen med selleriternene. Steg baconen imens på en pande. Hæld næsten al kogevandet fra – lad 1-2 dl blive tilbage i gryden – og tilsæt bouillonen og de pillede fed hvidløg. Lad det koge i fem minutter og rens i mellemtiden svampene og skær dem i skiver. Når baconen er færdig, steger du svampene. Hæld madfløde og timian i gryden, lad det nå kogepunktet igen og tag så gryden af varmen. Blend suppen med en stavblender og smag til med salt og peber.
Bland svampe og bacon i en lille skål og servér det ved siden af suppen, så det kan bruges som topping.
Note: Sellerisuppen fungerer godt sammen med denne topping, som er med til at give retten mere struktur og knas – noget jeg godt kan lide, da jeg slet ikke til til tynde, vandige supper. Timianen får rigtig lov til at folde sig ud smagsmæssigt og løfter også smagen, så retten ikke bliver nær så tung.