Vi var i godt selskab, da vi spiste på Restaurant Lamar i København i sidste måned. Det er ingen hemmelighed, at vi har en del madglade venner, som vi gerne spiser ude med, og dette vennepar var nok med til at skabe den ’trend’ for mange år siden.

Lamar har en menu med otte serveringer for 385 kr, og det lød alt for fristende, så det tog vi selvfølgelig. Retterne bliver serveret som deleretter på fade og i skåle, som man selv fordeler. Det betyder også, at man ikke nødvendigvis får så meget af hver servering, men til gengæld får man smagt en del spændende ting i løbet af aftenen.  

Der blev sat saftigt foccacia med pisket smør på bordet …

… samt flere andre retter på samme tid. Her er en tallerken med stykker af saltet kulmule, der var kombineret med saftig mango og frisk koriander. Det var en spændende og dejlig servering, hvor fisken heldigvis ikke blev overdøvet af den søde mango og den letparfumerede koriander.

Smuk anretning med oksetatar, der var kombineret med en comté-creme og dækket af skiver af grønne tomater. Det er ikke en kombination, jeg er stødt på, men jeg kunne godt lide det friske løft, som de grønne tomater gav til tomaterne.

Vi begyndte at fornemme, at køkkenet hos Lamar godt kan lide retter med masser af creme eller sauce. Den næste servering bestod nemlig af knivmuslinger, der lå på en bund af ajo blanco og var pyntet med frisk agurk og en sauce, jeg desværre ikke fik navnet på. Virkelig dejlig ret – rigtig comfort food.  

Den næste servering var også i sauce, men her må du undvære billedet, da det blev lige lovlig rystet. Her lå de grillede broccolini naturligvis på en pænt syndig sataysauce og med thaibasilikum som pynt. Jeg tror aldrig, jeg har fået en ret med sataysauce, der har været dårlig – peanutsauce er bare lækkert – og denne ret var ingen undtagelse. Det er meget let at spise grøntsager, når man kan kombinere med en lækker sauce.

Retten blev serveret med en anden ret, hvor præsentationen gik lidt stærkt på det tidspunkt. Jeg fik derfor ikke helt fat i sammensætningen af retten, men mener, at det var noget med havtaskekæber og asiatisk sauce. Det var under alle omstændigheder igen-igen en lækker, cremet ret.  

Den næste servering indeholdt meget saftige stykker grillet svinenakke kombineret med søde majs, en velafstemt nduja samt stegesky. En rigtig solid efterårs-/vinterret, som mættede godt.  

Den første dessert (!) bestod af brombærsorbet toppet med brombær og ristede hasselnødder. Her var det lidt svært at dele, for man havde virkelig lyst til at tage for sig, selvom mætheden begyndte at indfinde sig. En rigtig skøn og indbydende efterårsdessert.

Aftenens sidste ret var portionsanrettet. Her fik vi en servering med chokoladecremeaux omkranset af olivenolie og toppet med vaniljeis. En simpel og dejlig dessert, som fik en smule kant af olivenolien, men ellers var ret afdæmpet i forhold til de øvrige retter i menuen.

Det var virkelig dejlig mad på menuen hos Lamar, og løsningen med at tage otte retter, som køkkenet sammensætter, er en rigtig god deal – især hvis man godt kan lide at smage flere forskellige retter og ikke er bange for at dele. Maden bliver dog serveret usædvanligt hurtigt, og støjniveauet er ret højt i restauranten, så det er svært at høre, hvad tjenerne siger. Det betyder også, at du skal være til hektisk bistrostemning, hvis du vil spise på Lamar. Det er ikke lige stedet til en stille venneaften eller genert middagsdate.

Jeg savnede lidt mere ro – både støjmæssigt og i serveringstempoet – men maden var der intet at udsætte på.

Jeg ender derfor med fem stjerner til Restaurant Lamar.  

For ikke så længe siden havde jeg en aftale med et par tidligere kolleger, hvor vi valgte at spise på Restaurant Mangia på Vesterbro i København. Det er ikke bare en italiensk restaurant men en restaurant med fokus på pasta, så der skulle være god mulighed for at blive mæt!

Man kan få en menu med fire retter til 550 kr, men vi gættede på, at det nok var lidt for meget til os, så vi gik i stedet på jagt i a la carte kortet. Her fandt jeg en antipasti samt en pastaret. Nu var det samtidig en af de sidste sommerdage i september (… jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har nået at sige det i den måned), så jeg besluttede mig for at nyde en negroni til maden. Det er en ret spiritustung og bitter italiensk drink, som jeg forbinder med sommer, så det var nok ‘sidste chance’ i år.

Der kom lidt kuvertbrød og olivenolie på bordet. Brødet i sig selv var ikke specielt interessant, men det passede fint sammen med min forret.

Og den kommer her – håndskåret tatar af oksekød med hasselnødder og en creme lavet på æggeblomme. Tataren var i relativt store stykker men havde en meget fin konsistens, og kombinationen med den fede creme og de sprøde nødder fungerede godt.

Jeg var lidt spændt på, hvor store pastaretterne ville være på Restaurant Mangia, for jeg er ikke vant til at spise store mængder hurtige kulhydrater. Men – det var en overraskende lille portion – nærmest halv størrelse af, hvad jeg typisk har prøvet på andre italienske restauranter. Min ret bestod af håndlavet pasta med blæksprutte, muslinger og dadeltomater. Og især blæksprutte mætter en del. Pastaen havde naturligvis den helt rigtige fasthed og smagte fremragende, og det var i det hele taget en ret vellykket pastaret.

Jeg sluttede af med en kop cappuccino (ja, jeg ved godt, at det gør man ikke i Italien, men nu var vi altså på Vesterbro). Og – lidt overmodig måske – tænkte jeg, at jeg gerne ville prøve restaurantens tiramisu, for den portion var næppe særlig stor.

Jeg tog fejl.

Det var tværtimod en ret stor portion, der primært bestod af creme. Det smagte glimrende, men det blev desværre også for tungt og ensformigt, når portionen var så stor, og cremen fyldte så meget. Der manglede klart et mere knasende og/eller bittert modspil i desserten. Jeg endte med at levne halvdelen – den portion kunne jeg ikke komme igennem.

Der var venlige og smilende tjenere, der gerne fortalte om de enkelte retter, og stemningen var ganske hyggelig hos Restaurant Mangia.

Jeg var som sagt ganske tilfreds med tataren, og pastaretten var fremragende (points for ikke at lave en alt for stor portion, som jeg ofte synes, at italienske restauranter gør). Til gengæld var desserten for stor, og cremen fyldte for meget i forhold til de andre elementer i serveringen.

Jeg ender derfor på fire stjerner til Restaurant Mangia.

Bistro Boheme har længe stået på min liste over restauranter, jeg gerne vil prøve, så i anledning af mit sydfranske benspænd tænkte jeg, at vi burde spise på en af de franske restauranter i København. En del af disse restauranter har et vis prisniveau, og Bistro Boheme er ingen undtagelse (trods bistronavnet), så det blev noget dyrere, end vi normalt ville kaste os ud i på en hverdag.

Bistro Boheme havde et par retter på menukortet, som jeg glædede mig til at smage. Desværre viste det sig dog, at de ikke havde opdateret hjemmesiden, så vi fik et noget andet menukort stukket i hånden, da vi ankom.

Vi besluttede os for en forret og en hovedret og ville så se, om der var appetit til en dessert.

Der kom naturligvis lidt kuvertbrød på bordet.

Vi havde valgt forskellige forretter og bad om hvidvin, der passede til. Da gemalen smagte på sit glas, kommenterede han overrasket over for tjeneren, at det var da en speciel og ret sød vin. Tjeneren sagde først ikke noget men vendte kort tid tilbage med en anden flaske. Det viste sig, at den vinflaske, han havde skænket fra, indeholdt et eller andet saft-eksperiment, som køkkenet var i gang med! Ret uprofessionelt, at tjeneren ikke smagte på vinen inden servering (det bør de gøre på alle seriøse restauranter, inden at de skænker fuldt op, så de sikrer, at der ikke er fejl i vinen). Og virkelig mærkeligt, at de i det hele taget opbevarede et eksperiment i en af de flasketyper, som de serverer for gæsterne.

Nå, men vi fik forretterne på bordet. Jeg havde valgt en fiskebouillon med blomkål, creme double og croutoner. Og det var en ret stor portion – nok ca. 4 dl, hvilket i mine øjne er ret meget (for meget) som forret. Det blev ikke bedre af, at suppen blev serveret i en tyk suppeskål, som holdt umanerlig godt på varmen, så suppen blev ved med at være brændende varm temmelig længe efter servering. Det tog derfor også lang tid at komme igennem forretten, og selvom den smagte fint (den måtte dog godt have haft en lidt kraftigere smag), så blev det næsten for meget af det gode.

Portionsstørrelsen gik igen i hovedretten, hvor jeg fik servering med due og vagtel, kartofler, gulerødder, ærter og frikassésauce. En meget smuk og farverig servering, hvor grøntsagerne var perfekt kogt, og smagene passede godt sammen. Retten stod i stor kontrast til gemalens hovedret, der bestod af en tallerken med en klump tatar samt en skål med fritter ved siden af. Ikke noget med at pynte den eller på anden måde gøre den indbydende.

Vi var ret mætte på dette tidspunkt og var mildest talt ikke oppe at ringe over oplevelsen hos Bistro Boheme indtil videre, så vi nøjedes med at bestille en kop cappuccino hver som afslutning på måltidet. Desuden bestilte vi to stykker petit fours til hver, men det skulle vi have ladet være med. Én ting var, at tallerkenen var pyntet i 90’er-caféstil, noget andet var at de to stykker chokolade bare ikke smagte særlig godt. Fyldet var for sødt, chokoladen manglede knæk, og så smagte den billigt og uinspirerende.

Tjenerne var søde og høflige, men der blev som sagt lavet en fejl ved, at der ikke blev smagt på vinene inden servering. Min hovedret var god, men resten var ikke imponerende. Man kan argumentere for, at de store portioner til dels kan retfærdiggøre de høje priser (for så får man da kvantitet for pengene), men selvom ordet ‘bistro’ indgår i restaurantnavnet, så er det ikke ligefrem et sted, der signalerer meget store portioner.

Jeg synes desværre ikke, at oplevelsen på nogen måde levede op til prisen.

Jeg ender derfor på to stjerner med pil op til Bistro Boheme.