Det har været en aldeles fremragende dag i dag! Ikke blot på grund af det smukke efterårsvejr, der godt nok startede koldt med rim på græsplænen, men som blev næsten lunt, da vi gik tur i skoven lidt over middag.
Jeg startede morgenen med at læse lidt, efter at uropatruljen vanen tro havde vækket mig på nøjagtig samme tidspunkt som i hverdagene (!), og derefter rørte jeg en dej sammen til nogle boller, der skulle hæve det halve af dagen, ligesom jeg fik rystet lidt i den flaske bjesk, som jeg startede på i går.
Opskriften på bjesk er hentet fra ‘Skagen Fiskerestaurant’ fra Klematis, og bogen handler mest om fisk, men der er også en række opskrifter på tilbehør, hvor denne var en af dem. Proceduren er meget simpel:
- Tag en flaske og fyld den totredjedele op med blåbær (i mit tilfælde)
- Fyld derefter flasken op med vodka.
- Lad den stå og hygge sig i mindst tre måneder, inden du tager det i brug.
Jeg er godt nok spændt på, hvordan det bliver – væsken har allerede fået en svag lilla farve, så jeg tror, den bliver ret flot, når den er færdig.